“Smuk som det tilfældige møde på et operationsbord mellem en symaskine og en paraply”

Comte de Lautréamont (Isidore Lucien Ducasse)

At komme kørende gennem det flade marskland i Sønderjylland og se Ribe i det fjerne, er et eksempel på det fantastiske sammenstød. Ribe, som måske er Danmarks ældste by, har også en af Danmarks ældste domkirker. Og fordi Ribe efter 1864 blev fanget i en blindtarm og aldrig rigtig kom ind i det tyvende århundrede, ligger den i dag stort set som den har set ud i hundreder af år. Når man så kører afsted på A11 sydfra. Det er bedst sydfra – gennem syrligtgrønne marker under den kæmpestore blå marskhimmel – så dukker Ribe op som en knytnæve. Domkirkens enorme klump ser på afstand ud til at være lige så stor som resten af byens huse TILSAMMEN! – og for at sætte trumf på, er kirken oven i købet udstyret med et halvtreds meter højt tårn, der kan ses i miles omkreds i det flade land. Den store kirke i den lille by i det helt, helt flade landskab er en enkel og fantastisk arkitekturfortælling – men samtidig kan hverken kirkens kæmpeskala eller byens hårde kant mod landskabet kaldes andet end et sammenstød. Et indgreb så radikalt, at man næppe ville få tilladelse til at opføre noget lignende hvis man skulle søge om lov til det i dag (hvad debatten om Brandetårnet da også tyde- ligt viser).

På den anden side er Ribe, når man bevæger sig ind i den, en usædvanlig homogen by. En by af den slags, vi vil bevare for næsten enhver pris. Stort set ingen bygninger er på mere end to etager og tættest på domkirken ligger dusinvis af lave gamle bindingsværkshuse – komplet med stokroser, småsprossede vinduer, munkesten og udskårne døre. Selv de få nyere bygninger, der er blevet bygget i løbet af de seneste 150 år falder ind i helheden på en naturlig måde, og enhver kan forstå, at en hård glas- og stålbygning midt i det middelalderlige Ribe ville være et overgreb af den værste slags. Så dér i marsken har vi dilemmaet: Ribes sammenstød med landskabet er et smukt og livgivende sammenstød, mens en supermarkedsbarak eller et tredive meter højt glastårn ville være et dræbende og uhyggeligt ditto.