Uddrag af Adam's eget bidrag til bogen Arkitektoniske Sammenstød.
Adam Schnack (f. 1976) cand.merc. (phil) og ejendomsmægler MDE. Stiftede i 2016 ejendomsmæglervirksomheden Adam Schnack A/S. Debuterede i 2003 på Akademisk Forlag og har siden publiceret indenfor emnerne gastronomi, moderne kunst og arkitekturhistorie.
Mødet på tværs af tid og på tværs af stilart har været en indre drivkraft for udviklingen af vores arkitektur igennem århundreder. Debatten er naturligt drevet af vidt forskellige opfattelser af hvad der er smukt og ikke smukt. Hvad der er god arkitektur, hvad der virker og hvad der ikke virker. Der er store ikoniske stilperioder, som hver især har været en reaktion på sin fortids arkitektoniske formsprog og samtidens tendenser, og det vel ret beset også sådan at epoker bevæger sig – som en reaktion eller mod-reaktion på et dogme. Derved opstår utallige arkitektoniske sammenstød.
Nogle gange bliver det meningsløse det mest meningsfulde. Det gælder for så vidt i mange af livets allermest nærværende forhold – og det gælder i høj grad for vores arkitektur. Kontrasten mellem det meningsmættede og det meningsløse er magisk. Kontrasten skaber på samme tid en pause og en bevægelse fra ét til et andet. Mellem arkitektoniske formsprog, på tværs af tid, på tværs af udtryk, sprog og kultur. Tomrum kan udfyldes eller de kan bevares som kunstneriske pauser, der i en given takt giver rytme til det som består. Liv opstår. Mening skabes, som meningsfulde boliger skabes af en symbiose af flere forhold, nogle kan ses og røres ved, andre kan kun fornemmes, som en stemning eller følelse af noget særligt. Således kan sammenstødet også bestå mellem noget fysisk og noget ikke fysisk. Et abstrakt rum af noget, som på grund af sine emotionelle dimensioner ikke skal betragtes endimensionelt. Derfor er mødet mellem det eksisterende og det nye så interessant. Derfor er det så vigtigt at vi ikke stiller os tilfreds med det middelmådige, endsige det forfærdelige og det uvirksomme. Men ansvaret er vores eget – for så længe vi giver vores accept, direkte eller indirekte, så fortsætter maltrakteringen af vores byrum med endnu mere uværdig arkitektur og endnu mere uambitiøse kulturhistoriske dogmer. Vi kommer til at skabe en apatisk og meningsløs verden. Derfor har vi en samfundsmæssig pligt til at indstille vores æstetiske kompas og ambitioner for de byer, kvarterer og landskaber vi overleverer til de næste generationer. Arven bliver tungere og tungere, så lad os for pokker sætte foden på bremsen, så vi kan få tid til at højne niveauet og den arkitektoniske overligger for fremtiden.
Det er i mødet mellem det eksisterende og det nye, vi bør stoppe op og vurdere resultaterne. Iagttage de arkitektoniske sammenstød. Mødet er på samme tid sårbart og uhyre stærkt. Det er svært at skjule sig hér. Det er umuligt at være usynlig ved at glide ind i mængden. Øjeblikket består i sin iboende kontrast. I mødet opstår et arkitektonisk (sammen)stød, som enten virker eller ikke virker. Enten slår det magiske gnister, ellers også dør de arkitektoniske visioner lige dér.
Nogle bygninger komplementerer hinanden. Nogle synes man bedre om end andre. Fælles for alle bygninger er at den enkelte bygning placerer sig i relation til den tid, den stilart og det rum, som den selv er en del af. Hver bygning bliver en del af en helhed, hvorved der opstår et sammen- stød mellem bygningen og omgivelserne. I landområderne vil det ofte være et sammenstød med den omkringliggende natur, som kan være mere eller mindre kultiveret. I vores byrum er det ofte en gade, en plads eller en anden bygning. Byer udmærker sig ved at være i konstant forvandling, og mange byer kendetegnes ved at have en ældre bygningsmasse, som i takt med øget behov er blevet udvidet over generationer. Efterhånden er bykernen blevet større og større, og der er mange gode eksempler på hvordan de arkitektoniske dogmer ændrer sig indefra og ud i de omkringliggende forstæder og randområder til byens oprindelige centrum. Byer er i forandring, specielt storbyerne oplever i stigende hast nødvendigheden af at kunne udvide sig. Der er forventninger om at der de næste ti år vil flytte i omegnen af 100.000 nye borgere til Københavns Kommune, hvilket i sagens natur vil medføre et øget behov for modernisering og udvikling af de eksisterende bygninger og ikke mindst opførelse af nyt. Overalt i og omkring byerne opstår der behov for at udvikle endnu flere boliger – i både eksisterende bygninger og nye bygninger som møjsommeligt puttes ind mellem andre. Nye kvarterer opstår med over- raskende hastighed, nogle mere geniale end andre, ikke kun i hovedstaden, det gælder også for alle andre store byer i landet. I hælene på et øget befolkningstal følger behovet for infrastruktur, institutioner og detailhandel. Et mulighedernes landskab for vores arkitekter, der i alle retninger står over for at kunne transformere byrummet fra et udtryk til et andet, fra en tid til en anden.
Forandringer kan være skønne, og de kan være nødvendige – og forandringer kan være uskønne, og unødvendige. Essensen af det er ikke at betvivle nødvendigheden af forandringer, men i stedet at stille skarpt på det store ansvar byudviklere og borgere i byen har for at sikre at det vi gør lever op til de ønsker vi har. Ikke kun på den korte bane, men også på den lange. Når bygningerne er bygget og profitten er brugt, skal vi stå tilbage med et byrum, som oser af kvalitet, nytækning og arkitektonisk innovation. Festen skal være for alle som er en del af vores lands kulturelle identitet – og det er vi alle! Vi skal alle være stolte af det sted vi kommer fra og finde inspiration, umiddelbar glæde og virkelyst i det daglige. Deri er der naturligvis mange lag, og ét af dem vil da også være at kunne gøre den innovative by motiverende for kapitalen – det skal give mening at investere i udvikling, nytænkning og arkitektonisk re-tækning af vores byer.
Københavns nye stadsarkitekt Camilla van Deurs skulle præsentere sig selv og sine fremtidsvisioner for byen til en event på Dansk Arkitektur Center (DAC) i februar 2019. Camilla fremhævede nødvendigheden af at vi tænker vores byers arkitektur ind i et nyt arkitektonisk sprog. Jeg kan ikke være mere enig, og det var med store forventninger til ændrede politiske – og arkitektoniske visioner for fremtidens København, at jeg gik derfra. Det er ganske enkelt ikke godt nok at blive ved med at bygge det samme, og det er ganske enkelt alt for endimensionelt ikke at blive klogere af de mange erfaringer vi har fået, senest efter etablering af bydele som Ørestaden, de nye boligkvarterer i Sydhavnen, Islands Brygge og Nordhavn. Områderne er stadig under udvikling, men fælles for alle disse kvarterer er, at man er længere end de første spadestik, og allerede nu har adskillige projekter demonstreret at vi tilsyneladende har enormt svært ved at lære af tidligere tiders fejl og manglende arkitektoniske ambitionsniveau. Noget er meget ringere end andet, men desværre er det kun lidt, som udmærker sig ved at være bundet op omkring høje æstetiske kvalitetsnormer. Hvorfor stopper vi ikke op? Hvorfor bliver vi ikke én gang for alle klogere?
Der er så mange fantastiske projekter på de store tegneborde rundt om i landets tegnestuer, og der er så mange visionære og fremadsynede arkitek- ter, som med hver sin streg kan være med til at kaste glans og storhed over vores byer. Hvordan kan det være at kun en ganske lille del af deres værk bliver opført? Dansk Arkitektur Center vil som institution øge samarbejdet mellem arkitekt- og byggebrancherne, så aktørerne sammen kan bidrage til en fremadrettet udvikling af arkitektur, byggeri og byudvikling. Et både skønt og nødvendigt fokus, hvis vi i sandhed ønsker at ære vores byer og virkelig ønsker at være blandt verdens førende centre for arkitektur og byudvikling.
Indgangene til udvikling og samarbejde på tværs af byggeriets fagfelter er utallige, og perspektiverne for forandring synes langt mere nuancerede end branchen åbner op for i dag.Tendensen er tydeligt baseret på kvantitative og kortsigtede profitorienterede resultater, mere end en langsigtet, bære- dygtig ambition om at bringe vores byer ind i en ny universel fortolkning som en international storby med et stolt arkitekturhistorisk eftermæle. Måske er årsagen at markedet per definition er profitmaksimerende så længe det er styret af en økonomisk optimerende rationalitet? Måske er årsagen at vi som forbrugere stadig ikke er bevidst om hvilke muligheder vi har for at skille os ud af individualismen for i stedet at dyrke fællesskabets værdier, hvor begreber som æstetisk, bæredygtighed, samvær og livskvalitet bliver vigtige for os – og for byggeriet? Et meget fint forbillede for hvordan man som samfund kan skabe et mere pluralistisk og divergens bybillede er udvikling af hele filosofien omkring byggefællesskaber. Små sammenslut- ninger af individuelle borgere, der i en mere eller mindre selvorganiserende gruppe udvikler sit eget fællesskab, hvor de selv bestemmer hvordan deres boliger skal se ud og hvilke sammenstød der skal være mellem individualitet og fællesskab. Der kommer langsomt mere og mere af det inden for lan- dets grænser, specielt byer som Roskilde og Køge har hentet inspiration fra lande som Tyskland og Holland, hvor de er meget længere fremme med byggefælleskabstanken. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over om det er lykken, men jeg ser en medmenneskelig opblomstring, fællesskabsglæde og andre skønne ting komme frem i denne ideelle forestilling om at være sammen med mennesker man har et naturligt fællesskab med, og måske ligefrem holder af. For byrummene bidrager det med vigtige skævheder og en livsbekræftende uforudsigelighed, der bedre end nogen anden form for byggeri tilgodeser de borgere som skal bo i husene. Og med tiden vil disse byggefællesskaber skabe nogle af de mest interessante arkitektoniske sammenstød.
Fra flere kommercielle aktører lyder det at deres visionære og nytænkende projekter bliver sat til side for projekter, som er billigere at opføre. Deres gode idéer er blevet sparet væk, men det er vel, alt andet lige, det muliges kunst at komme igennem med sine arkitektoniske idéer inden for de givne rammer? Der er adskillige gode eksempler på at det kan lade sig gøre at bygge både funktionelt, rentabelt og æstetisk, så hvorfor ikke kigge nogle af disse pionerer over skuderen og kræve et langt mere farverigt og legen- de arkitektonisk formsprog i vores byer? Hvorfor ikke blive endnu mere inspireret af kunstverdenen, hvorfra der kan hentes inspiration fra utallige vildt interessante forbilleder. Et folkekært eksempel er Hundertwasser House i Wien, tegnet af arkitekterne Joseph Krawina og Peter Pelikan og dekoreret af den østrigske kunstner Friedensreich Hundertwasser (opført i 1983-86). Arkitekterne var så frustrerede over at alle almenbyggerier blev opført som identiske og deprimerende betontårne, der vel nok på den korte bane var billige at opføre, men både var ualmindelig skæmmende for et hvilket som helst bykvarter og uinspirerende, nærmest livsødelæggende, at bo i. Ambitionen var at vise alle der ville se, at det med samme økonomi kan lade sig gøre at opføre innovativt og inspirerende byggeri som alternativ til de triste betonbyggerier. Det lykkedes – og i dag fremstår lejlighedskomplek- set som et ikonisk varemærke for Wien, der kan inspirere og tænde ilden i arkitekter og bygherrers øjne i hele verden – selv investorerne må juble ved tanken om at de forventeligt kan tjene det samme på at forskønne byerne frem for at ødelægge dem. Og som ekstra krølle på værket og for at under- strege beboernes personlighed og menneskelige tilstedeværelse i bygningen har alle beboere fået mulighed for selv at dekorere facaden i armslængde rundt om hver deres vinduer. Hér leves Livet. Her mærkes vitaliteten, nærværet og menneskeligheden. Et vidunderligt eksempel på et arkitektonisk sammenstød i flere plan – mellem menneske og bygning, på tværs af bygningen, mellem bygning og omkringliggende facader og mellem arkitektoniske stilarter.
Et andet fremragende eksempel er den verdensberømte arkitekt Alejandro Aravena, som er kunstnerisk leder af den chilenske tegnestue ELEMENTAL. Han har sammensat et persongalleri, som har specialiseret sig i at arbejde med originale løsninger på den stigende boligmangel der ses i store dele af verden – og specielt i verdens fattigste områder. I stedet for at stille sig tilfreds med middelmådige uæstetiske og ambitionsløse byggerier betragter Alejandro Aravena den arkitekturfaglige bedrift så meget mere pragmatisk, at det gang på gang lykkes at skabe fantastiske boliger for meget lave omkostninger. Han benytter sig af et andet sprog, hvor løsninger findes med inspiration udenfor det traditionelle arkitektoniske landskab, hvilket blandt meget anden inter- national hæder har givet Alejandro Aravena og ELEMENTAL den prestigefyldte Pritzker Prize i 2016 – samme år som han var direktør for arkitekturbiennalen i Venedig.
I alle tilfælde virker det helt forrykt at bruge økonomiske argumenter til at forsvare nerveløst og utilstrækkeligt byggeri. Og det er nøjagtig lige så mærkværdigt at man fra det politiske miljø og i de statslige og kommunale forvaltninger bliver ved med at vende det blinde øje til og godkende det ene kvalitetsløse byggeri efter det andet. Der er reelt set tale om en fatal accept af lavæstetisk middelmådighed, som ikke engang kan holde sig selv ud. Hele bykvarterer kaster mørke skygger, mens landets hundredvis af dygtige arkitekter makulerer det ene fantastiske projekt efter det andet. Måske er
tiden inde til at prioritere ét godt byggeri, frem for at skynde sig med at op- føre ti bygninger, som aldrig burde have været rejst? Det efterlader i sagens natur nye krav til de politikere som beslutter den overordnede vision for vores byer og tilsvarende en synlig revidering af vores byplaner. Stadsarkitekten kan i sagens natur ikke stå alene om denne opgave. Ansvaret ligger hos alle hvad enten vi bruger, tegner, godkender, investerer i eller opfører fremtidens boliger. Hvordan kan vi ændre vores kultur, så markedet finder det mere rentabelt at investere i det skønne frem for det uskønne? For sikkert er det, at markedet taler sit eget sprog og har sine egne helt naturlige instinkter, som kompromisløst søger derhen hvor det største afkast findes. Man kan håbe på at investeringsmarkedet får en mere medmenneskelig og humanistisk sammensætning. Derfor skal vi huske at give ekstra meget plads til dem som rent faktisk tør og ønsker at gøre en forskel og tilsvarende prioritere investeringer som søger et mere nuanceret afkast end cool cash. Det er disse investeringer der på langt sigt vil gøre det mindst lige så rentabelt at investere i det skønne og bæredygtige byggeri.
Mange steder er der et naturligt behov for at udvikle den eksisterende boligmasse, ligesom der er behov for at tilføre den eksisterende bygningsmasse nye dimensioner – enten i form af tilbygninger eller siddeliggende byg- ninger. Og det er noget af det mest spændende overhovedet, hvorfor det også er så prisværdigt når man for eksempel i Sluseholmen vælger at bevare en gammel facade som gavl væg til et nyopført parkeringshus eller beslutter at frede en lille, umiddelbart ubetydelig, stationsbygning midt i Nordhavn. På afstand syner det helt grotesk at man ikke bare har revet skidtet ned, hvilken holdning mange bygherrer sikkert også har advokeret for, men værdien af disse umiddelbart ubetydelige bygninger er ganske enorm for kvarteret. Det er netop disse skævheder der skaber karakter og nerve til byrum- met. Det er lige dér linjen bliver brudt, vi får anledning til at betragte helheden af det sted vi står. Det er dér vi får en naturlig anledning til at løfte blikket, og måske, i bedste fald, kigge lidt op, lidt hen og lidt længere frem ad gaden.
Byrummet skal være levende, og det stiller helt andre krav til beslut- ningstagere, arkitekter og bygherrer end vi ser i dag. Heldigvis er der mange som har løftet blikket, og er i stand til at kigge ud over horisonten. Nogle få udlever deres drømme om at flytte grænser og om at skabe en seværdig arkitektur, som vil meget mere end blot at være funktionel. Det bør vi belønne. Alt imens vi deler hæder og ære ud til de visionære og innovative arkitekter, bygherrer og investorer, bør vi opstille langt strengere krav til, hvad vi tillader der bliver opført af bygninger. Er æstetik demokratisk?
Kommuner sidder landet rundt og afviser villaejeres ansøgninger om opførelse af carporte og cykelskure fordi de står for tæt på skel eller er en kvadratmeter for store. På samme arbejdsdag vender de samme medarbejdere det blinde øje til, når der bliver opført hundredvis af lejligheder i fuldstændig åndløse højhuse, der henlægger byer i deres grå skygger og livsudmattende æstetisk. Det virker som om det politiske miljø er bekendt med at de nye bydele ikke altid falder lige heldigt ud, alt imens tusindevis af nye åndløse boliger opføres lige rundt om hjørnet. Hele bykvarterer danner nerveløse, livssyge og ambitionsforladte cirkler om sig selv, hvor det kun
er vejskiltene på hjørnerne af de mennesketomme gader der tillader os at finde vej. Alt flyder sammen, fordi det hele fremstår fuldstændig lige. Intet udmærker sig. Intet kaster stjernelys. Intet får os til at stoppe op i beundring eller forbavselse. Hvordan bliver vi klogere? Hvordan lærer vi af de seneste årtiers katastrofale beslutninger? Hvornår lærer vi at stoppe op og nyde pausen? Hvornår lærer vi at tænde gnisten der opstår i det fuldendte arkitektoniske sammenstød – dér hvor det nye ikke er en undskyldning for sig selv, men der hvor det nye komplementerer det eksisterende, så andre dimensioner opstår? En ny form for nærvær og rum vi med stolthed kan åbne for kommende generationer, og efterlade fyldt med spirende visioner for fremtiden.
Et helt essentielt spørgsmål når vi udvikler vores byer er, hvordan vi skaber levende og nærværende byrum, som på samme tid er funktionelle
og inspirerende. Funktionelle af nødvendighed for at vi kan bruge byen og inspirerende af nødvendighed for at vi kan leve i byen. Og ikke bare over- leve, men udleve os selv som mennesker, som et fællesskab og i et fællesskab, der en til en er større end summen af vores bidrag. Der er afholdt utallige konferencer om dette centrale emne, og det er som om spørgsmålenes DNA forbliver ubesvaret. Det er naturligvis kun godt og særdeles vigtigt at udvikle belægningstyper, belysningsløsninger, grønne områder, levende tage, legepladser, varieret detailhandel, underholdning og forplejning. Jo mere jo bedre og jo mere nuancerede vi kan blive i den fysiske udvikling af vores byer, jo bedre effekt og nytteværdi vil vi kunne opnå. Det er dog kun den halve vej til besvarelse af det vigtige spørgsmål. Når vi taler om bære- dygtige byer, går tankerne ofte i retning af hvordan vi bedst udnytter vores ressourcer, klodens miljø og klima. Vi bliver også nødt til at forholde os til bæredygtighed i det perspektiv at vi som mennesker i byrummet skal trives på et åndeligt og æstetisk niveau.
Byrummet er rammen om store dele af vores kulturelle udvikling, og vores identitet som mennesker, borgere, samfund og land. Vi identificerer os og vores medmennesker i forhold til det sted vi befinder os. Derfor bliver vi utilpasse, hvis vi ikke føler os hjemme i en by, et kvarter eller et sted. Hér er det ikke nok med den rette belysning af gaderne eller den gode belægning på fortovene. Hvis ikke der er samhørighed føler vi direkte ubehag.
Sammenholdt med at de fleste mennesker har et ønske om at være sin egen med sin egen personlighed, så er det jo ganske besynderligt at man kan blive ved med at få folk til at flytte ind i fuldkommen ens og identitetsløse boliger – i tusindvis. Række på række, gade efter gade, by efter by. Er vi i virkeligheden så ens – og stiller vi os inderst inde tilfreds med den ensartethed?