Uddrag af Trude Mardal's bidrag til bogen Arkitektoniske Sammenstød af Adam Schnack.
Trude Mardal (f. 1981) arkitekt MAA, partner i entasis. Hendes tilgang til faget, som arkitekt, underviser, jury-, akademimedlem og foredragsholder, kredser om at finde og fastholde det karakterfulde – at insistere på det byggedes kunstneriske udsagn, hele vejen fra idé til opført værk.
[semikolon ( ; ) ”... et lille punktum, hvor nærslægtede sætninger ikke skal adskilles af et helt punktum.]
MISUNDELSEN
Jeg er fem minutter for sent på den, da jeg åbner døren og træder ind i rummet. Selv om jeg gennem vinduerne har fornemmet, at jeg skal lirke døren lydløst op og liste ind, kommer jeg til at afbryde det der var begyndt derinde. Oversætteren holder en pause, siger velkommen til, og jeg kan høre at han ikke gemmer nogen bebrejdelse mellem ordene.
Vi er i boghandelen i Møllegade. Anne må have været den næstsidste der ankom, for hun står helt tæt på mig ved døren. Han fortsætter: Ja, vi var i gang med denne sætning, denne første sætning, halvanden side lang og en umulighed at oversætte fra tysk til dansk. Jeg vil læse den for jer, først på tysk.
Den næste time tilbringer jeg her, i deres verden – litteraturnørdernes. Der er oversætteren, boghandleren og ti kronvidner der ligesom Anne nærer stor kærlighed til værkerne af en afdød østrigsk forfatter ved navn Thomas Bernhard. De tolv fremmødte udstråler varmglødende ekstase over, at Beton nu er oversat til dansk. Ingen lader til at synes, at der burde have været flere til stede.
Jeg er turist i deres verden denne aften. Jeg kan kunst. Jeg kan bygningskunst. Men her, i stue med de smalle bogudgivelsers førstelæsere, er jeg kun gæst. Jeg har mit forhold til sproget og kan bevæges dybt af ord, sætninger, afsnit og fortællinger, ligesom jeg forestiller mig, at enhver der går ned ad gaden har sit forhold til teglstenen, trinnet, døren, gadens forløb og byen. Hver kunstart sine bestanddele, sin opbygning og virkning, og det er netop tanken om disse sammenhænge – lighedstrækkene i enhver kunstnerisk skabelse – jeg får sat i svingninger denne aften i Møllegade. Gennem mødet med et andet virke kommer jeg til at se mit eget udefra.
Hvis jeg skal være helt ærlig, skal jeg nu indrømme, at rummets dvælende dyrkelse af værkets detaljer, betydning og form også efterlod en form for misundelse som har været forbi mig mange gange før. Lad os give den et navn: Misundelsen af et friere kunstnerisk virke. En misundelse der rammer direkte ind i den kunstneriske trang til at stille klare og kraftfulde udsagn ud i verden, hvis virkning på mennesket er fysisk og emotionelt mærkbar. Misundelsen er ikke rettet mod det specifikke værk eller kun- stneren – men mod friheden! En tilbagevendende misundelse af den frie kunsts kompromisløse tilblivelse. Formater hvor den klare idé kan udføres i sin fulde kraft, uden at lade sig deformere på kompromisernes gen- nemsnitssøgende sti. Længslen efter et virke hvor man ikke dagligt, unisont og enigt, bekræfter hinanden i at det er det muliges kunst – ethvert kompro- mis’ opgivende og evigt repeterede undertekst. Det er det muliges kunst, men arkitektur er også kunst alene, og det er virkningen på mennesket der i sandhed er betydningsfuld. Værkets karakterfuldhed og evne til at virke på den der møder det. En kraftfuldhed der i sidste ende kan føre til, at tolv mennesker samles 37 år efter et værks tilblivelse for at beundre det langsomt og hylde det højlydt. For det er det, der foregår i dette lokale denne tors- dag aften. Medens jeg står der med et glas østrigsk hvidvin og fyrre parallelle tankespor, fascination og misundelse, glider bogentusiasternes udvekslinger op i et højere stemmeleje, og min begejstring følger tavst efter. Jeg ser oversætte- rens virke i et nyt lys, forundres over hvor detaljeret det skrevnes struktur og virkning kan beskrives, og får loyal sekundering hvisket i øret af Anne, om Bernhards omfattende brug af inkvit og andre emner der må have efterladt mig med nysgerrigt hævede øjenbryn. Jeg forstår at det er klart for alle i boghandelen, at denne halvanden side lange første sætning, som vi har fået læst op først på tysk og siden på dansk, har sendt den inderlige og samvittighedsfulde oversætter ind i angstlignende tilstande af varigheder der langt overgik hvad det samlede honorar kunne dække; for hvordan kan den tyske sætnings takt og rytme flyde på samme måde når oversat til dansk, som jeg kan forstå er et parataktisk sprog, og derfor på ingen måde kan bære en sætning som denne, uden at oversætteren enten skal ødelægge Bernhards geniale rytme eller være lemfældig overfor det danske sprogs DNA? Der er ingen tvivl om at han har været helvede igennem inden han besluttede sig for at forbryde sig på det danske sprog ved at indføre: semikolon.