Uddrag af Ole Fogh Kirkeby's bidrag til bogen Arkitektoniske Sammenstød af Adam Schnack.
Ole Fogh Kirkeby (f. 1947) dr.phil og professor emeritus i ledelsesfilosofi ved CBS. Har udviklet filosofi om begivenheden, kroppen og sproget, skabt humanistisk diskurs for ledelses-tænkning og arbejdet med den indre forbindelse mellem kunst og lederskab. Videreudvikler den filosofisk-dialogiske disciplin fra antikken, ”protreptikken”.
Da al tænkning er formet over, rettet mod, og foregriber, fremmaner eller skjuler billeder, forestillinger skjult bag ordenes begrebslighed, er det indlysende at den aktivitet at bygge og dermed at opføre, anlægge, at konstruere, og således at bebo, at residere, at logere, at have til huse, at opholde sig, at være og at leve, kan blive symbolske udtryk for tænkning.
Når eksperterne i at lave meningsfulde lyde, vor tids herolder, san- gere1 og magikere, filosofferne, ovenikøbet optræder i rollen som arkitekter og tilmed som deres egne handymen, så bliver det jo rigtigt spæn- dende. De synger altid i bestemte rum, OG de synger rummets konturer frem. Det ekko, der kan ses, er arkitektens stærkeste virkemiddel. Ikke kun resonans, men ”revidens”, ikke kun energi, men ”enárgeia”, klarhed.
Jeg vil kun i ringe grad undersøge Wittgensteins husbyggeri i lyset af hans egen filosofi her, men knytte nogle almene forbindelser mellem arkitektur og tænkning bl.a. under inspiration fra Norman O. Browns analyser af guden Hermes, guden for døren og tærsklen.
At bygge er at afgrænse og dermed at begrænse. Dette er en anden funktion end den nærliggende, nomadiske aktivitet med at sætte hegnspæle op for får og kvæg, der stammer fra latin ”nomas”, ”at vandre eller strejfe”, og ”nomos”, ”græsgange, græsning”, fra den protoindoeuropæiske (PIE) rod *nem-, at ”tilskrive, tage i besiddelse”. At bygger at skabe flader, der holder horisonten, tomheden og de fremmede ude, og samtidig skabe et indre rum. I dette indre rum kan man tale højt som om man hviskede, og tænke højt som om man – netop gennem denne ak- tivitet – lyttede. Gennem genklangen træder rummets konturer frem for vores lynhurtige, men ofte blinde tanker. At tænke er at lytte højt samtidig med, at man hvisker. Proprioceptionen, kroppens instinktive fornemmelse af rummet, gør den til garanti for virvarret af hvælvingers realitet. Her udføres et særligt, retorisk ritual, idet retorikkens hovedmiddel, ”kléptetai ho akroatés”2, ”at tryllebinde den lyttende”, er rettet mod én selv. Den tænkende hypnotiserer sig selv med tankens syngende, ja messende, håndgribelighed.