Med risiko for, at overskriften allerede har skræmt de første læsere væk, vil jeg hurtigt pointere, at jeg med dette tekststykke vil forsøge at undgå en alt for højpandet udlægning af arkitektur. Således vil jeg anfægte opfattelsen af arkitektur som noget primært eksklusivt. Arkitektur skal ikke betragtes som noget uopnåeligt, ’høj-status-agtigt’ eller svært tilgængeligt stof, der kun er tiltænkt de få som ’har råd til en arkitekt’ eller som har uddannelse inden for fagområdet.

Tværtimod er hensigten her, at forklare på forholdsvis enkel vis, hvad arkitekturen kan når den er bedst. Herunder eksemplificere den betydning arkitektur har for mennesker generelt – og hvad vi skal være opmærksomme på, når vi synes at ’noget er gået galt’ eller når bygninger og bymiljøer virker kontraproduktive trods klare intentioner.

Således er meningen med dette bidrag, den arkitektoniske fordring – at dele nogle forsøgsvise overvejelser hvad angår arkitekturens grundlæggende fremtrædelsesformer. Her både forstået som konkrete fysiske rammer for menneskelige livsmønstre – og som kulturskabte, betydningsdannende og ikke mindst etiske fænomener, der rækker ud over sig selv.

Med andre ord, vedrører tekststykket spørgsmål som: Hvad er det vi kalder arkitektur? Hvordan fremelsker vi – men også tager hånd om – mulige indlejrede arkitektoniske kvaliteter?

Og hvorfor er arkitektur i bedste forstand vigtig at værne om, til trods for at den bestandigt er udfordret af manglende forståelse for dens indgribende betydning i samfundet?

Vigtigt er det her også at nævne, at sidstnævnte fravær af indsigt og påskønnelse, desværre ikke kun forekommer blandt den almene befolkning, men uheldigvis også hos mange af dem som tager afgørende økonomiske og politiske beslutninger i det danske samfund.