Uddrag af Kristian von Hornsleth's bidrag til bogen Arkitektoniske Sammenstød af Adam Schnack.
Kristian von Hornsleth (f. 1963) billedkunstner med særlig interesse for konceptkunst og aktivisme, også kaldet artivisme. Absurditeter og hykleri forstørres og tydeliggør udfordringerne, hvorved den hensovende borger vækkes. Cand.arch. 1994 fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, Arkitektskolen.
Fortæller vores bygningers udseende noget om hvordan det er at være menneske?
Fortæller arkitekturen os noget om hvem der har magten i samfundet?
Fortæller din smag indenfor arkitektur noget om hvilket menneske du er?
Betyder det noget overhovedet hvordan vi bor?
Skaber smukke bygninger smukke tanker og omvendt?
Har vi den arkitektur vi fortjener?
Ligger vi som vi har redt?
Er det bedre at vi har en masse små, billige og kedelige huse, hvor menneskebørnene kan holde sig varme og sunde, eller er det bedre vi har færre visionære og monumentale bygningsværker, der gør os stolte og fylder os med selvtillid?
Arkitekt.
Arki betyder chef, og tekt betyder skaber.
Hvem er denne chief creator?
Arkitekten skaber bygningsværkerne, fra scenekunsten, udstillingsvinduerne, møblerne, millionærvillaerne, ghettoerne, typehusene, elementbyggerierne til højhusene.
Arkitekten tænker i rum.
Rummene gestaltes via dygtige bygningsarbejdere til konkrete manifestationer af rummelig positiv energi.
Det er godt at bo godt.
Men hvorfor bygges der også mange triste bygninger?
Forfattere og kunstnere forfølges af det system de kritiserer, mens arkitekten altid står og smiler sammen med magtens købmænd.
Er de vise mæceners tid forbi?
Domkirken i Firenze af Brunelleschi vil altid minde os om en tid, hvor arkitektens visioner blev hørt til fulde og betalt af Paven med den naive pøbels penge, i god tro.
I dag bestemmer dotcommillionærerne og finansfyrsterne. På godt og ondt.
De folkevalgte solgte historiens sublime ideer om dannelse og demokratiske ambitioner, for lavere skat til milliardærproletarerne og mere ulighed, hvad fik de?
Et højere betalt og hurtigere hamsterhjulsliv og en fyreseddel.
Den kummerlige åndsforladte finansielle elite barrikaderer sig i frygt og fælleskabet er i konservativ forstand fordampet.