fbpx
Arkitektur & Kvarterer
NYHAVNS OG STORE STRANDSTRÆDES REJSE GENNEM HISTORIEN

Tekst: Adam Schnack

Farverige restauranter og caféer, fedtede værtshuse og Nyhavns piger, hjemvendte sømænd fra de syv have, en gammel smedje med stort ildsted eller bosted for livlige og ekstravagante Københavnere. Alt efter hvor i historien man befinder sig, hører alle dele til i og omkring det smukke, solrige Nyhavn.

Efter Nyhavns sømænd forsvandt og de eftertragtede og velbesøgte bordeller lukkede ned, forblev Nyhavn en yderst populær havnegade –  for besøgende fra hele verden, nysgerrige danskere fra nær og fjern og ikke mindst københavnerne selv. Det livlige bybillede med restauranter og caféer kan uden tvivl tage lidt af æren – men også områdets årelange historie og de yderst smukke, betagende bygninger har noget at sige. Historien og livet i Nyhavn og Store Strandstræde strækker sig over mange hundrede år – og byder på nogle af de ældste bygninger i hele København. En del af bygningerne beliggende i det populære område hører til de få, der overlevede de mange brande, der hærgede København i 1700-tallet.

I løbet af 1670’erne valgte Christian den Fjerdes barnebarn, Christian den Femte, at udnytte den stigende handel rundt om i Europa. Herefter tog det lynhurtigt fart. Nyhavn var bardus brandpunktet for søfart og handel. Livet i og omkring Nyhavn osede af øl, håndgemæng og duften af ældgamle træskibe. I det tidlige 1900-tal holdt dampskibsselskaberne til i Nyhavn. Dengang kunne du hos White Star Line i Nyhavn 5 erhverve dig billetter til Titanic for en lille skilling. I dag er bygningen så omdannet til restaurant – mere præcist Nyhavns Færgekro – og på førstesalen kan man stadig ane alle skibenes destinationer indridset i de store, gamle trævinduer.

Nyhavns mange snævre kældre og baghuse, herunder Nyhavn 21, hvor den økologiske restaurant Cap Horn har lokaler, blev brugt i 1940’erne som gemmested for modstandsbevægelsen. I selvsamme årti steg resten af Danmarks interesse for Nyhavn, da nogle af datidens største film blev indspillet midt på gaden. Det medførte en blomstrende turisme, der skulle vise sig at vare ved indtil den dag i dag.

Den vedvarende turisme løftes af de mange restauranter og caféer, der overtog pladserne fra logihuse, tatovører og sømandsknejpere i 1980, hvor Nyhavn i samme ombæring blev omdannet til gågade.

 

Nyhavn og Store Strandstræde som bosted

Ikke mange har Nyhavn og Store Strandstræde som bosted – for de fleste er det nærmere et fristed. Det er et område for den ægte liebhaver. Nyhavns livlige atmosfære emmer af jazzmusik og farverige, lækre smørrebrødscaféer – i Store Strandstræde et spytkast derfra, blomstrer det med flotte, eksklusive butikker med tjekket designertøj, ekstravagant interiør og lækre vinbarer. De få, der har bosted i området, lever i sus og dus i alle generationer. Lige fra unge studerende til enlige voksne med fraflyttede børn, der alle nyder godt af områdets pulserende liv. Her er der plads til mangfoldighed, og de ofte tætbeliggende opgange tyder på et stærkt fællesskab. I løbet af årene har mange forskellige typer bosat området – men en af de helt særlige og nævneværdige må være hele Danmarks eventyrer, H.C.  Andersen. På den anden side af Nyhavn, den såkaldte ’skyggeside’, boede selveste H.C. Andersen i nummer 20. Han flyttede sidenhen til ’solsiden’, hvor han i en kort periode boede i nummer 67, inden han flyttede til nummer 18, hvor han levede indtil han gik bort i 1875.

’Bag facaden’

’Bag facaden’ på ejendommene langs Nyhavn og Store Strandstræde gemmer sig utallige (og måske ufortalte) historier og fortællinger om sømænd, nyhavnspiger, smedje, værtshuse og restauranter.  Hvis vi kigger på Store Strandstræde 6, har vi et strålende eksempel på en lang og mangfoldig historie. I dag står bygningen fredet med præg fra en årelang historie. Bygningen er fra 1664 og en af de få, der overlevede Københavns brande. Bygningen har i sin tid huset alt fra en gammel hestesmedje og et erotisk museum til blomsterbinder Tage Andersens butik og showroom. Tage elskede bygningen så meget, at han kom ind med blomster hver eneste uge fra den dag, han fandt et nyt showroom. Senere blev ejendommen købt af den anerkendte arkitekt Nis Nissen, der åbnede Café Zeleste. Den blev sidenhen overtaget i 1996 – og fra den dag af, har den heddet Restaurant Zeleste. Restauranten bærer i dag tydeligt præg af den stærke fortid i form af vakkelvorne finurligheder, snævre passager og en helt speciel atmosfære.

 

De sjældne

De mange farverige og solbeskinnede bygninger er om nogen populære og sjældent udbudte på boligmarkedet – og det er slet ikke så overraskende med Nyhavn og Store Strandstrædes gamle historie og bygningernes uvurderlige atmosfære. Hér er tale om det ypperste og nogen af Københavns mest eksklusive boliger. Ikke mindst udsigten fra de skønne altaner og miljøet i de hyggelige baggårde gør, at ejendommene er helt fantastiske og naturligvis skal betegnes som det rene liebhaveri.