Tekst: Adam Schnack
Mine tanker går i retning af Paris. Og andre byer med kulturelle og arkitekturhistoriske ambitioner. Her er nærmest uendelig højt til loftet, og det har der været siden denne bydel blev etableret i midten af 1700-tallet. Et øjebliks lytten til fortiden fortæller en vild historie om en utrættelig stræben efter at opføre den ypperste arkitektur – og en helt igennem mesterlig udførelse af nogle bygningsværker, der ikke har deres mage nogen andre steder i Danmark. For mig er Frederiksstaden unik – og det er ikke uden grund, jeg deler denne opfattelse med tusindvis af andre mennesker. Der hersker en stemning af ædelhed og ægthed. De historiske referencer synes uendelige. Arkitekturen er forfinet til sit yderste, og i det hele taget synes alt her at tale et raffineret internationalt sprog. Et klassicistisk eldorado med dyrkelse af fine arkitekturhistoriske tendenser fra vores europæiske broderlande, hvor specielt de tyske og franske arkitekter synes at stå som forbilleder. Kvarteret er meget turistet, hvilket sætter sine tydelige spor i udbuddet af forretninger og lokalt miljø. Der er ikke mange steder, hvor man lige går ned på hjørnet og får en kop kaffe eller finder appellerende forretninger. Praktisk talt er der ingen. Området giver noget andet. Man kan gå på opdagelse i et arkitekturhistorisk eventyr, og man kan blive inspireret i Livet af at se alle turisterne flokkes om at betragte en af landets fine kulturskatte. En gåtur igennem Frederiksstaden vil for de fleste være en fortælling om noget, der er større end det enkelte menneske. En fortælling om ambitioner og handlekraft, som for mig er enormt inspirerende.
EN STAD I BYEN
Frederiksstaden er ganske lille og nok mindre, end de fleste tænker – og lad os en gang for alle slå fast, at bydelen strækker sig inden for rammerne af Bredgades østlige side, Toldbodgade, Esplanaden og den nordlige side af Sankt Annæ Plads. Store Kongensgade og Stræderne ned til Nyhavn har aldrig været en del af denne elitære bydel, omend mange af bygningerne er opført samtidig med Frederiksstaden. Området er ganske lille, ja nærmest bare et kryds i bykortet. De grundlæggende byplanmæssige og arkitektoniske løsninger, som Frederiksstaden er opført efter, synes universelle – lidt på samme måde som når man læser Aristoteles’ og Platons betragtninger om den ideelle stat. Mangt og meget er i sagens natur udviklet og ændret igennem tiden, men ikke få grundteser om rigtigt og forkert synes stadig at gøre sig gældende i vores moderne tid.
Oprindelig blev Frederiksstaden opført som et prestigeprojekt for Frederik V, der skulle symbolisere idealet for det enevældige styre og ikke mindst betone kongens fortræffelige sans for kunst og arkitektur. Alle sejl blev sat til, og kongens hofbygmester Niels – eller Nicolai – Eigtved fik i 1748 til opgave at anlægge Frederiksstaden. Indledningsvis var det ikke tanken, at kongen selv skulle bo i denne bydel, hvilket blot understreger projektets ophøjede idé. Først da det ældste Christiansborg Slot, som var kongens bolig, brændte i 1794, gik tankerne i denne retning. Efter klassicistiske principper om symmetri og balance er staden defineret omkring to hovedakser: Amaliegade på langs og Frederiksgade på tværs. Amalienborg Slotsplads er placeret dér, hvor vejene mødes, og dette centrum er ikke uden betydning for det underliggende arkitektoniske manifest. Her centreres magten, og her står kongen knejsende på en hest i form af Jacques-François-Joseph Salys mesterlige statue, klar til at ride ud i verden – i sin egen og nationens storhed. Kongen var enevældig, og det skulle Frederiksstaden endegyldigt cementere. Magt, rigdom og et moderne velfærdssamfund. Platon og Aristoteles har ikke levet forgæves, og efter underfundige hierarkiske principper blev de omkringliggende boliger opført efter et klart defineret samfundshierarki. Tre samfundsgrupper og tre gesimshøjder! Borgerhusene lå lavest, dernæst de adeliges prægtige palæer og hævet over menneskeheden stod kirken, hvis himmelstræbende kuppel kastede sin skygge over hele området. Nicolai Eigtved havde store ambitioner om at skabe et arkitektonisk miljø, der i sin syntaks og byggekvalitet var det ypperst tænkelige, således skulle alle bygninger mod gaden være i grundmur. Der blev opstillet strenge regler for udformning af facaderne, og bygningshøjderne ud mod de tværgående gader skulle afstemmes efter en nøje udtænkt plan. Vinduer og taggesimser skulle flugte, og kordongesimsen i bygningernes facade skulle ligge på lige linje. En regularitet, der gjorde sig særligt gældende i barokken, og et ønske om enkelhed og symmetri, som siden hen blev kendetegn for klassicismens borgerlige arkitektur. Gademiljøet skulle indrettes efter samme principper som smukt interiør i en palæejendom, bygningerne skulle opføres i bedste materialer, og Frederiksstaden skulle manifestere sig i den internationale liga.
Mens stringens og arkitektonisk stramhed tegnede linjerne i alle Amaliegades forhuse, blev de fleste baggårdshuse opført med bindingsværk i forskellige størrelser. Modsat af, hvad man let kunne tro, så er mange af baggårdshusene opført før forhusene, idet man benyttede de dybe grundstykker til at opføre de billigere baggårdshuse først, som så kunne lejes ud og skabe indtægt til de mere bekostelige forhuse. Således finder vi stadig den dag i dag nogle af Københavns ældste bygninger i disse baggårde. Ganske få af dem er bevaret, men de, der er, har alle et forskelligt udtryk og hver sin unikke charme.
Nogle af Københavns ubetinget mest charmerende ejendomme findes i læ af Frederiksstadens herskabelige, ofte majestætiske, ejendomme. En særlig vigtig arkitekturhistorisk kulturarv findes skjult i baggårdene tilknyttet Amaliegade nr. 11. Som perler på en snor ligger det ene vidunderlige baggårdshus efter det andet.
ET BAGHUS FÅR SIN EGEN SÆRLIGE FREMTRÆDEN
Amaliegade nr. 9 gemmer på en meget fin historie, som netop vidner om, at baghusene og mellemhusene blev opført først for til sidst, når der var kapital til det, at opføre det prægtige og stilsikre forhus. Forhuset er blot aldrig blevet opført på denne grund – og forskellige steder har man forskellige forklaringer på hvorfor. De oprindelige tegninger til ejendommen gav da også plads til, at man kunne opføre et forhus ud mod det nuværende Amaliegade, men sådan skulle det ikke blive, og i dag er ejendommen fredet uden sit forhus. Stolemager Peder Svendsen erhvervede i sin tid huset og søgte om tilladelse til, at der ikke behøvede at blive opført et forhus, formodentligt med tanker om at etablere et grønt område, der skulle afskærme hans privatbolig fra vejen og tilkørslen til Amalienborg Slotsplads. Af arkitektoniske hensyn blev ansøgningen imidlertid afvist, men ironisk nok er der aldrig opført et forhus. Peder Svendsen anlagde i stedet forskelligartet beplantning på forpladsen, afgrænset mod Amaliegade af et jerngitter med en markant indgangsport, der siden er blevet et af Frederiksstadens varemærker.
Stedets egennavn, Det Collinske Hus, gives ejendommen i 1838, hvor familien Collin erhvervede stedet som deres fremtidige familiebolig. Det Collinske Hus har ikke alene indskrevet sig i den københavnske arkitekturhistoriske liste over fredede ejendomme, men har også indtaget en stor plads i H.C. Andersens hjerte. Han var hyppig gæst hos den collinske familie og i de perioder, hvor digteren og eventyreren ikke var på sine mange udlandsrejser, besøgte han ofte sine nærmeste venner her i Amaliegade 9. De var så nære venner, at indtil Christian VIII tilstod ham årlig digtergage, hjalp den collinske familie i årevis H.C. Andersen med at klare sig økonomisk. Et gensidigt venskab, der rigt dokumenteres i H.C. Andersens erindringsværker.
Midt i fortællingen om konger, arkitektur og velmagt finder vi et væld af de mest fantastiske ejendomme i København. Mange steder har historien fået lov at vedblive, og det er heldigvis ikke sjældent, at man kan opleve nedslidte ejendomme, som bliver smukt restaureret efter datidens fine arkitektoniske formsprog. En kulturarv, som kun skal hyldes, og et arbejde, der af alle entreprenører i kvarteret bør efterleves. Frederiksstaden var i mange år efter dens opførelse forbeholdt Københavns bedre borgerskab, såvel som adelige og særligt prominente personligheder, der i en eller anden form var vigtige for kongehuset. Kvarteret henvender sig stadig til Københavns velhavere, men er specielt de seneste år blevet beriget af en ny generation af unge, som værdsætter den skønne arkitektur, områdets fantastiske beliggenhed ud til Københavns Havn og dets centrale placering i forhold til alt, hvad byen byder på. Datidens omfattende handelsdrift i og omkring havneområdet medførte, at der blev opført en række markante pakhuse langs kajen og havnefronten. I dag er fem af havnefrontens ikoniske pakhuse bevaret. Et særligt karaktertræk ved alle disse ejendomme er, at de modsat pakhusene på Christianshavn er opført parallelt med kajen, hvor de på Christianshavn meget ofte er opført med gavlen mod vandet.
I Frederiksstaden skulle det være smukt, pakhusene blev tegnet af prominente arkitekter, og de blev opført som elegante bygninger, der skulle cementere verdenshavnens magt. Fire af de tilbageværende pakhuse er tegnet af hofbygmesteren C.F. Harsdorff, hvis fine klassicistiske formsprog dominerer store dele af København. Han udviklede en særlig dyb bygningstype, der egnede sig til opbevaring af gods i store mængder på så lidt plads som muligt. Det femte tilbageværende pakhus – Det Gule Pakhus – er tegnet af arkitekt Georg Erdman Rosenberg og opført i 1777-78 for bygherren Den Kongelige Grønlandske Handel. Pakhuset blev efterhånden for stort og skiftede senere ejer, blandt andre til Østersøisk-guinesisk Kompagni og storkøbmanden Frédéric de Coninck, der i mange år havde familiebosted i Frederiksstaden.
Det Gule Pakhus blev udsat for en voldsom brand i 1968, hvor størstedelen af ejendommens indre udbrændte. Takket være bygningens status som fredet blev den ikke revet ned. Tidens behov for lagerplads ved kajen kunne ikke finansiere den omkostningstunge restaurering, og fredningsmyndighederne fastholdt kravet om, at ejendommen vedblev at holde sit oprindelige udtryk. I godt ti år stod pakhuset hen og afventede sin fremtidige skæbne. Endelig lykkedes det en sammenslutning af ihærdige liebhavere at stifte Andelsbyggeselskabet Det Gule Pakhus, som fremlagde et afbalanceret og visionært prospekt for det udbrændte pakhus. I 1978-79 blev bygningen sirligt renoveret og indeholder i dag 35 eksklusive lejligheder, tegnet af arkitekt Hans Munk Hansen – alle med udsigt til vandet og det omkringliggende skønne havneområde. I 1981 blev restaureringen tildelt Diploma of Merit fra Europa Nostra.
Det Blå Pakhus, der ligger ved siden af Det Gule Pakhus, blev ligeledes omdannet til eksklusive boliger. Pakhuset blev oprindelig opført i 1781-83 af C.F. Harsdorff – også her stod Den Kongelige Grønlandske Handel som bygherre. I 1976 erhvervede Hoffmann & Sønner denne rå og upolerede ejendom og ombyggede den i samarbejde med arkitekterne Flemming Hertz og Ole Ramsgaard Thomsen til nogle af dens tid mest eksklusive lejligheder. Projektet var så ambitiøst og økonomisk omfattende, at det var vanskeligt at udleje boligerne, men som tiden er gået, er disse boliger i dag nogle af Københavns mest eftertragtede ejerlejligheder. Lejlighederne kendetegnes ved deres meget rene arkitektur, som elegant forener det rå pakhusmiljø med de store fritliggende pommerske bjælker med moderne skandinavisk arkitektur. Elegant og helt specielt for denne ejendom. Ejendommens suveræne beliggenhed i første række til havnen og dens fine arkitektoniske formsprog er helt særligt for kvarteret og for de to pakhuse. Det Gule Pakhus og Det Blå Pakhus følges stadig ad, først som smukt opførte lagerbygninger til brug for handelslivet i kongens bydel, nu som ypperlige lejligheder for landets velhavere.
Et af nyere tids vel nok mest ambitiøse boligprojekter i Frederiksstaden er den omfattende ombygning af Amaliegaarden, beliggende i Amaliegade 23-25. Projektet er tegnet af arkitekt Poul Schülein, og ombygningen finder sted i skrivende stund. Amaliegaarden er et større kompleks af bygninger opført i perioden 1750-87, som gennem tiden har været benyttet til alt fra samfundets absolut mest fremtrædende velhavere, herunder Frederiksstadens egne arkitekters private herskabsboliger, til statslige administrationsbygninger. Nicolai Eigtved var selvskrevet arkitekt på flere af bygningerne, og den samtidige generalbygmester Lauritz de Thurah opførte det nordligste af palæerne som sin private bolig.
Komplekset består af tre enestående palæer med tilhørende baghuse og stabsbygninger, der tilsammen danner et atrium for et fantastisk haverum – oprindelig anlagt som botanisk have – som ligger skjult fra offentligheden. I 2017 står boligerne færdige, og flere af dem vil have direkte udgang til deres egen private botaniske have – midt i Frederiksstaden.