Tekst: Adam Schnack

Et af de steder, som betyder mest for mig på Frederiksberg er den lille lomme, der ligger mellem Allégade og Frederiksberg Have. Mange kører dagligt eller tit igennem, mange kender navnet Allégade – om ikke andet, for de utallige skønne restauranter og caféer, som ligger inde i de tilstødende haver. Men det er mit indtryk, at kun få ved, at der netop her ligger én af Frederiksbergs skønneste oaser. Skøn i arkitektur, skøn ved fornemmelsen af at være lige mellem den rekreative Frederiksberg Have og Alléens humørfyldte stemning af fest og glæde, samt ikke mindst, skøn at bo i. Der er så mange gode grunde til at besøge denne del af byen – og ikke færre gode grunde til at bo her. Det er som om, at man på en særlig måde kan følge med i årstiderne her. Livet i og omkring de mange fornøjelige restauranter og caféer langs Allégade, som åbner op hver sommer – og lukker sig inde igen hvert efterår. Ikke at de alle lukker, men de ændrer udtryk. Frederiksberg Have, som danner rammen for byens ubetinget skønneste rekreative område, ændrer fuldstændig sit udtryk efter årstiden. Vores alles Zoologiske Have, som i sig selv er en fin attraktion, er i sommerhalvåret tilflugtssted for hele landets børn. Området har de seneste år gennemgået et generationsskifte, hvor den ældste generation fraflytter og giver plads til et yngre publikum, heriblandt mange børnefamilier. Et nyt liv spreder sig i kvarteret, samtidig med at den traditionsbundne frederiksbergske kultur trives i fuldt flor.

Københavnernes nye forlystelsessted

Frederik VI’s Allé er en lille stikvej, som løber fra Allégade, der er den ældste gade på Frederiksberg. Allégade blev oprindeligt anlagt i 1651 i forbindelse med, at Kong Frederik den tredje tillod tyve hollandske bønder at opføre fæstegårde i området. Grundstenene til bydelen Ny Amager eller Ny Hollænderby blev lagt (deraf navnet på den nærtliggende Ny Hollændervej), og det var denne by, der siden hen skulle få navnet Frederiksberg. Det varede ikke længe, før byen var forsynet med både kirke, kirkegård og egen skole. Området blev imidlertid hårdt ramt under den svenske belejring af København (1658-59). Store dele af byen nedbrændte, for senere at blive genopbygget. Skæbnen var dog ikke anderledes, end at Ny Amager blev udsat for en katastrofal brand i 1697, som resulterede i, at byen stort set nedbrændte.

Kongen udlagde området til landbrugsjord og på trods af, at Hollænderne fik lov til at beholde deres gårde, gjorde de ringe muligheder for at drive en solid forretning, at langt de fleste gårde blev enten nedrevet eller omdannet til traktørsteder og andre forlystelsessteder for de festglade københavnere. Siden hen, har området udviklet sig med et væld af teatre, museer og skønne spisesteder. Et samlingssted for den kulturelle elite og de forlystelsessyge på tværs af alle typer og generationer, der lige siden har været ikonisk for Frederiksberg.

Nærmest lidt hemmelighedsfuldt, trukket tilbage fra Allégades festivitas, ligger Frederik VI’s Allé. 14 husnumre, træer i to rækker og en lille rundkørsel for enden. Ud over sin fortræffelige beliggenhed udmærker alléen sig ved, at alle bygningerne på vejen er tegnet af arkitekt Eugen Jørgensen (1858-1910) i begyndelsen af 1900-tallet, og at alle er opført i 1905. Det var et storstilet tegningsarbejde, hvor enhver detalje nøje var udtænkt, således at vejens samlede æstetiske udtryk var i korrespondance hvad end det var i facader, form og materialer, dog uden at være kopier af hinanden. Endda var de enkelte lejligheder tegnet efter samme principper og med ensartede dekorative interiør.

De klassiske dyder træder frem hér. Refendfuget kælder- og stueetage, som oprindeligt var hvidpudset. Røde mursten, store hvidmalede dannebrog-vinduesfag og matsort skiffertag. I variation, brydes bygningernes facader af dekorativt udsmykkede karnapper, der i rigt mål lukker sollyset ind i lejlighederne. Som noget helt særligt for denne gade, har alle gavllejlighederne i stueplan tilbygget en havestue med direkte udgang til en mindre privat have. Mange andre lejligheder har altaner, nogle enkelte endda flere.

Eugen Jørgensens arbejdstitel for gaden var oprindelig Lille Amalie, men stednavnet blev underkendt af administrationen på Amalienborg, der ikke ønskede, at alléen skulle forveksles med de ærbare palæer i Frederiksstaden. Således kom det til at hedde Frederik VI’s Allé – opkaldt efter folkets konge, som reformerede Frederiksberg Have.