Tekst: Adam Schnack

Kvarteret omkring Femte Juni Plads har lige siden pladsens anlæggelse i 1905-07 været forbundet med en særlig ædel ånd. En stemning af status og borgerlig velstand stråler frem her, hvilket på fin vis også fortælles ved, at pladsen er navngivet i ønsket om at ære og mindes grundlovens vedtagelse den 5. juni 1849. Den markante, nærmest parkagtige græsrabat med de smukke allé-træer på begge sider, forårsblomster i tusindvis og smukke statuer indrammer til fulde de forestillinger, mange har om Frederiksberg. Her er styr på tingene – det gælder, lige så snart man kommer inden for bymuren. Der er ingen slinger i valsen. Uden at det i øvrigt kan ses, er kvarteret i færd med et ret massivt generationsskifte, hvor stadig flere unge børnefamilier flytter til området. Attraktionen er fine værdier, store villahaver og vel nok nogle af Frederiksbergs mest eftertragtede skoler. Folk, som bor her, er meget kvalitetsbevidste. De trives i orden og nyder kommunens konservative manifest. Ingen tvivl om det – og ingen tvivl om, at et liv her som familie er fantastisk. Børnene leger på tværs af de stille villaveje, og alle haver er så store, at solen lyser dem op hele dagen. I skygge af de mange fredede træer kan både frokost og aftensmad nydes på de fint brostensanlagte terrasser. Huset er ordnet, inden familien kommer hjem fra arbejde, hækken er klippet, og Irma har sat økologiske varer i vindfanget til kældernedgangen.

Fra landbrug til ekstravagant borgerligt villakvarter

I mange år bestod kvarteret som en del af gårdene Grøndal og Lykkesholm – og først i begyndelsen af 1900-tallet tog udstykningen til det nuværende ekstravagante villakvarter for alvor fat. Det var med til at understrege det herskabelige Frederiksberg – og der var naturligvis en række ganske klare forventninger til, hvordan det kommende villabyggeri skulle tage sig ud.

De klassiske dyder blev æret – helt i tråd med den bedre byggestil i tiden før 1. Verdenskrig – en periode, der i arkitekturhistorien vidner om en storhedstid, hvor der var højt til loftet og ambitioner fik næring i takt med, at økonomien tillod fanfarerne at spille.

Kvarterets ejendomme udmærker sig ikke alene ved deres helt igennem skønne beliggenhed, men dokumenterer eksemplarisk, hvordan klassisk borgerlig arkitektur kan forenes med en moderne forestilling om et Levested – forbeholdt de få. Villakvarteret blev udviklet – her i sin ypperste og mest avancerede form. Et byplanmæssigt greb, der siden har skabt skole for et væld af udviklingsområder.

For mange vil dette område nok også bære præg af at være lidt af et sølvbryllupskvarter – endda måske et guldbryllupskvarter. Dog er tiden inde til at ruske lidt op i fordommene, for de seneste år er der sket en radikal forvandling af de mennesker, som søger ind her. I takt med at de ældre fraflytter de enorme villaer, flytter stadig flere børnefamilier ind, som trækkes til området på grund af de åbenlyse kvaliteter, som de gamle villahaver og kvarteret omkring disse tilbyder, men også det store udbud af eftertragtede skoler og sportsaktiviteter er med til at løfte kvarteret ind i en ny generation.

Jeg færdes selv ofte på vejene omkring Femte Juni Plads, og hver gang jeg nærmer mig området, kan jeg ikke lade være med at tænke på dengang, hvor man virkelig kunne finde ud af at bygge villaer. Først blev de prægtige klassiske palævillaer opført, siden kom funkisejendommene med ikoniske eksemplarer på Grøndalsvejs sydside, og lige efter blev der opført forskelligartede dobbelthuse og mindre lejlighedsbygninger i kvarteret, hvor specielt ejendommene på Emanuel Olsens Vej og Grøndalsvejs nordlige side ud mod Grøndalsparken fortjener at blive fremhævet. Og det er netop denne tur rundt i kvarteret, jeg gerne vil fortælle lidt om.

Fra midt på pladsen udspringer Molktesvej. Det er uvist, hvilken Moltke vejen er opkaldt efter, men den blev grundlagt i 1906 i takt med, at udstykningen af området tog fart i begyndelsen af sidste århundrede. Alle vejene i området er anlagt således, at de enten går parallelt eller vinkelret på Grøndalsparkens nordøst-sydvest orienterede forløb. Ved udmundingen af den tværgående Storchsvej ligger en charmerende feminin villa, trukket tilbage på den solbeskinnede grund i nr. 16. Ejendommen er tegnet af den anerkendte arkitekt August Theodor Kaj Gottlob (1887-1976), som i dansk arkitekturhistorie placerer sig centralt i nyklassicismen og funktionalismens skole. Indledningsvis som professor ved Kunstakademiets Arkitektskole (1924-38) og siden ansat som kongelig bygningsinspektør (1936-57). Kaj Gottlob var særdeles aktiv i mellem- og efterkrigsårene og efterlod sig markante spor gennem arkitekturen i København og Frederiksberg.

Af iøjnefaldende værker, som han har beriget gadebilledet med, kan blandt andet nævnes: Knippelsbro i København (1935), Langebro i København (1954), Mindelunden ved Ryvangen (1947-50 – parken af Aksel Andersen) og Egmont H. Petersens Kollegium (1955-57). Dertil kommer en række vigtige villaer, tegnet og opført til privatpersoner, hvor denne nænsomme villa på Moltkesvej 16 ikke alene er sjældent veltegnet og i skøn og velbalanceret korrespondance med sig selv, den vinder også enormt ved sin elegante feminine streg, som er med til at gøre den til helt sin egen. Et sandt mesterværk – formgivet af en af tidens mest eftertragtede arkitekter.

Gennem tiden er dette sted i folkemunde blevet kaldt Solslottet. Og når man står på husets sydvendte terrasseområde – under det gamle solur, der stadig bryder facaden – så føler man, at historien fortæller sig selv. Ejendommen ligger ret højt i kvarteret, og med den åbne horisont mod syd er det, som om himmel og have går i ét. Vi er ikke ved vandet, og vi ligger ikke ud til en stor eng eller sø – men der hersker en særlig stemning af ro her.

Huset er opført i 1913-14 og fremstår i dag som en moderne reference til tidens byggestil. Huset kendetegnes ved sine smukke karnapper, der danner rammen om den fine symmetriske havefacade med den svungne balkon i midten. Resultatet er en sjældent charmerende villa på 227 m2, der efter sælgers løbende istandsættelser i dag fremstår gennemtænkt og indflytningsklar.

C.F. Richs Vej

På den anden side af pladsen – i den østlige ende af C.F. Richs Vej (nr. 22) opførte den flamboyante bygherre Otto Arboe i 1921 en yderst spektakulær villa. Det var ikke uden vanskeligheder, at tømrermester og bygherre Otto Arboe fik lov til at bygge denne villa, der stilmæssigt adskilte sig radikalt fra kvarterets meget klassiske arkitektur. Imidlertid lykkedes det at få dispensation for den ellers fasttømrede forestilling om, hvilket arkitektonisk formsprog området skulle udtrykke. Tilladelsen var begrundet i den (alligevel) smukke arkitektoniske udformning, villaens fine udsmykning med synligt bindingsværk og de dekorative profiler i facadens træarbejder.

Til gengæld er det ikke kun vejen eller kvarteret, men hele Frederiksberg Kommune, som er blevet beriget med en enestående villa. Et ikonisk hus, der vel nok bemærkes af alle forbipasserende. Det er lykkedes Otto Arboe at forene træk fra den klassicistiske tradition med patricierstil, historicisme og den på dette tidspunkt fremtrædende schweizerstil.

Denne ejendom udtrykker arkitektonisk frihed og er tydeligt præget af et internationalt miljø, som strækker sig ud over den så længe ærede fransk inspirerede klassicisme. Tiden var inde til at udforske nye grænser for villabebyggelsen, og det er lykkedes i en sjælden grad at åbne samtidens øjne for, hvordan et internationalt udsyn kan nuancere vores traditionelle æstetiske forståelse. Her er det lykkedes at lege med materialer og stilarter uden at miste besindelsen. Det er lykkedes at udtrykke et nyt sprog, som appellerer til vores kreativitet og æstetikkens selvforståelse.

De seneste år har ejendommen gennemgået en altomsiggribende renovering. Et storstilet projekt, hvor alt er gjort lige efter bogen for godt håndværk. Intet er overladt til sig selv, og ingen steder er der sprunget over, hvor gærdet er lavest. Villaens fine arkitektoniske kvaliteter er bevaret, og alle steder, hvor der er udviklet nyt til huset – det være sig kælderen, som er udgravet og indrettet som i en moderne villa, eller loftetagen, der er isoleret og indrettet med opholdsrum – har man forestået ombygningsarbejdet i nær dialog med husets arkitektoniske udtryk.