fbpx
Arkitektur & Kvarterer
EMANUEL OLSENS VEJ - ET RADIKALT ARKITEKTONISK PROJEKT

Tidens generelle billede af stilig arkitektur var som bekendt den fornemme og ædle villa, som hyldede de klassicistiske traditioner. Derfor blev ikke bare Frederiksberg, men også hele København rystet i sin grundvold, da Frederiksberg Kommune i 1933 anlagde Emanuel Olsens Vej (opkaldt efter et kommunalbestyrelsesmedlem), på hvilken arkitekt Hans Dahlerup Berthelsens otte ens dobbelte funkisvillaer blev opført. Hans Dahlerup Berthelsen havde netop færdiggjort Thorkild Henningsens enorme boligprojekt i den sydlige del af Fuglebakkekvarteret. Med dobbelthusene på Emanuel Olsens Vej tog han skridtet endnu længere væk fra det klassiske og lod sig kraftigt inspirere af Bauhaus-skolens minimalisme. Et internationalt formsprog, som ikke tidligere var set så radikalt på Frederiksberg.

Perspektivet brød med alle tidligere forestillinger. Det minimale arkitektoniske formsprog, der i yderste grad billigede funktion frem for pryd, syntes så voldsomt provokerende for samtiden, at ejendommene i højere grad blev betragtet som mislykket installationskunst end beboelsesejendomme. Reaktionen var massiv, og lige så stor en fiasko projektet dengang var økonomisk, lige så stor en succes blev det kunstnerisk. Som arkitektonisk brydningsværk lykkedes projektet til fulde for Hans Dahlerup Berthelsen. Som for adskillige samtidige kollegaer, hvor den nok mest iøjnefaldende er vores nationalhelt Arne Jacobsen, var målet at bevæge forståelsen af rum fra dekoration til funktion. En æra, som tog sit afsæt i 1920’ernes internationale funktionalistiske strømninger, og som siden hen har slået sig endegyldigt fast i den danske arkitektur.

Alle husene er opført efter samme principper og tilrettelagt med indbyrdes korrespondance i alt fra beliggenhed, materialer og form. De taler et fælles sprog, som qua deres indbyrdes tilstedeværelse får semantisk bevægelighed. Et sprog om fornyelse og mod. Om viljen og ikke mindst evnen til at tvinge en tid til at vende sine fordomme og sin selvforståelse 180 grader. Netop derfor var det også så interessant, at dette kulturrevolutionerende projekt blev opført på Frederiksberg. Her kunne det virkelig få taletid – og har fået det lige siden.

I takt med at minimalismen og den stringente funktionalisme er blevet en stadig mere forankret del af vores nationale arkitekturforståelse, opnår disse bygningsværker stadig større anerkendelse. De er originale og oprindelige for tiden – de er ægte.

Alle husene fremstår i dag hvide, malet i ét med de omkringliggende mure mod vejen. Det må ikke være anderledes, men oprindeligt blev de opført i en farveskala efter stilperiodens berømte Le Corbusier. Kraftige farver, inspireret af Bauhaus-skolens tre grundfarver: gul, rød og blå. Husene var gulpudsede, vinduer og døre var rødmalede, mens undersiden på altaner og balkoner var marineblå. Det var et sandt eldorado for datidens forbipasserende. Et tilflugtssted for mange, der kunne komme her og pege fingre ad de revolutionæres uforstandighed. I dag står vi tilbage og må ubetinget konstatere, at det, der dengang blev grint hånefuldt ad, er det samme, som siden har været pejlemærke for hele vores moderne selvforståelse, hvad angår design og arkitektur. Sådan ser vi det ofte med forandring, og sådan skal det nok også være, før det virker forvandlende.