Tekst: Adam Schnack

Området omkring Danas Plads fylder meget i hjertet hos mange frederiksbergere. Og det er ikke uden grund. Kvarteret, som ligger mellem Gammel Kongevej, H.C. Ørsteds Vej, Danasvej og St. Jørgens Sø, er så meget sit eget, at intet andet på Frederiksberg eller i København kan sidestilles med det. For mange udefrakommende vil kvarteret måske synes en anelse rodet eller usammenhængende. Og det er det også – og det er netop dét, der gør dette kvarter til noget helt særligt. Der hersker en slags orden i uorden. Man kan mærke historien i de smukt dekorerede etageejendomme – specielt etagebyggerierne fra begyndelsen af 1900-tallet på og lige omkring Danas Plads – og fornemme byens udvikling i de senere opførte modernistiske etageejendomme på Vodroffsvej 2C-6 med parkanlæg direkte ned til Sankt Jørgens Sø. Tidligere industri i kvarteret er helt eller delvis erstattet af beboelsesejendomme, og villaer er revet ned for at få plads til flere etagemeter. Alt er gjort i takt med byens stigende behov for boliger, og på en finurlig vis virker det, som om intet er planlagt mere end fra næse til mund. Og det skal vi glæde os over i dag! Butikslivet i kvarteret er yderst sparsomt – dette er et sted, hvor man bor, går i skole og leger i baggårdene. I enkelte gader, som støder op til Gammel Kongevej, er der nogle meget hyggelige villaer – ubetinget nogle af de mest interessante på Frederiksberg, men de får ikke lov til at falde i villakvarterets traditionelle liv, hvor livet lukker om sig selv. Alt synes at flyde sammen, og det er netop dét, jeg selv elsker så højt ved at bo i dette område. Mine børn leger med børn fra alle gader i kvarteret, jeg møder forældre på kryds og tværs – og en gang imellem får jeg følelsen af, at Frederiksberg ikke kun er borgerligt, kongeligt og konservativt.

Vores Berlin

Arkitektoniske stilarter – og mangel på samme – blander sig ukritisk i et pluralistisk billede af noget, som spontant sender mine tanker i retning af Berlin. Umiddelbar skønhed står side om side med bygninger, som vel nok er nogle af de mest uskønne på Frederiksberg – men det er lykkedes. Det er lykkedes at få et smukt liv frem, selv i det uskønne. Det er lykkedes at skabe et mikro-miljø i det prominente Frederiksberg C, som får lov til at blomstre i sin diversitet. En fin modsætning til den smukke klassicistiske Frederiksberg Allé, som inddæmmer enhvers fordomme om et borgerligt og fornemt Frederiksberg.

Derfor skabte det også chokbølger i byen, da Frederiksberg Kommune i forbindelse med 300-års jubilæet i 1957 udskrev en konkurrence om, hvordan man kunne skabe en radikal byfornyelse i hele området. Den allerede verdenskendte arkitekt Jørn Utzon vandt konkurrencen i 1959 med et projekt, hvor samtlige ejendomme mellem Gammel Kongevej, H.C. Ørstedsvej og Danasvej hele vejen til Sankt Jørgens Sø skulle rives ned og erstattes af et enormt byplanlægningsprogram, som skulle forvandle denne del af byen til et Manhattan på Frederiksberg. Ikke mindre end 40-50 enorme etagebyggerier med yderligere moderne kontor- og butiksejendomme ud mod Gammel Kongevej var en del af projektet – det hele orienteret omkring et japansk-romantisk parkanlæg, som skulle definere et uderum mellem erhvervsbygningerne og punkthusene, noget i stil med bebyggelsesplanen for Bellahøj. Ingen midler blev skyet i tanken om det mest kompromisløse og ambitiøse byggeprojekt. Arkitekten med de internationale visioner vandt konkurrencen, men som bekendt blev det revolutionære projekt aldrig opført, hvilket jeg personligt er uendelig glad for.

Siden hen har der været andre storstilede tegningsforslag til, hvordan man kan ensrette og udvikle kvarteret, men kun mindre indgribende projekter er blevet gennemført. Fabrikker og maskinværksteder er blevet erstattet af boliger, og villaer er blevet erstattet af etagebyggeri – specielt udtalt i området mod søerne. Noget synes at give virkelig god mening, mens andet synes at give virkelig dårlig mening, men området har opnået at lukke sig selv om et fantastisk liv – en stemning af noget internationalt, en mangfoldighed og en skævhed, som ikke findes andre steder. Og det er lige præcis det, jeg selv elsker så højt ved at bo midt i dette område.

Med vores andet barn blev lejligheden på Frederik VI’s Allé for lille. Min hustru og jeg erkendte det faktum, at vi ikke ville kunne finde noget, som var bedre end alléen ved Frederiksberg Have, så vi besluttede os for at kigge efter noget helt andet. Vi begyndte at få øjnene op for tidligere ukendte kvarterer på Frederiksberg, og jo mere vi kom rundt, jo sikrere blev vi på, at vi skulle bo her.

På en besynderlig måde virkede det, som om vi var i et andet land. Alt synes anderledes. Forskelligheden i arkitekturen, forskelligheden i byggehøjder og typer af byggeri. Selv de mennesker, som færdes i gaderne, er enormt forskellige. I første omgang lå det ikke lige for, men hurtigt kom kvarteret øverst op på vores præferenceliste. Vi bor her stadig og elsker hver en dag i dette skønne, omskiftelige kvarter. Udsigten fra vores lejlighed, som ligger øverst i en meget smuk etageejendom fra 1917, understreger til fulde stedets karakter – mod øst er der udsigt til nogle af Frederiksbergs smukkeste bygninger, som står side om side med måske det grimmeste byggeri i byen, mens Københavns skulpturelle tårne og Tivolis forlystelsespark ses som bagvedliggende kulisse, mens vi mod vest har frit udsyn over et mere intimt byrum, hvor gamle arkitektegnede villaer står side om side med majestætiske etageejendomme, som smukt ærer den klassicistiske tidsperiode.

Området er en skøn fortælling om kontrasten mellem det klassiske og moderne – en fortælling, som min Nadia og jeg har forsøgt at fortolke ind i vores eget hjem. Vi blev vildt inspireret af forskelligheden – inspireret af, at det her er o.k. at være sig selv, samtidig med at man med rimelighed kan (bør) give sig tid til at lytte til kvarterets fortællinger. Således har vi skabt to universer, som smelter sammen i deres fællesnævnere: Den klassiske herskabslejlighed møder det moderne højloftede tagetagerum, derved at en klassisk herskabslejlighed er lagt sammen med to overliggende nyudviklede loftsetager. Det fine originale interiør med stuklofter, paneler og fyldningsdøre møder de rene nytrukne linjer med et væld af tagvinduer, tagterrasse og åbne alrum. Den arkitekturhistoriske inspiration er 1917, som møder 2016 – senklassicismen møder moderne tid. Fuldstændig som i det kvarter, vi er midt i – og måske den kombination af arkitektonisk pragmatisme, som jeg elsker højest. I dette møde får det uventede liv. Man snyder sig lettere uden om det forudsigelige og tvinges til at skabe et nyt sprog. I bedste fald vil dette sprog gøre det muligt at opfinde nye fortællinger og bringe en ny æstetik ind i vores bolig og måde at betragte arkitektur og æstetik på. Derfor er det også så uendelig dejligt, at Jørn Utzons revolutionære byfornyelsesprojekt for området ikke blev vedtaget i 1959.