fbpx
Arkitektur & Kvarterer
AMALIEVEJ, LINDEVEJ, URANIAVEJ & KASTANIEVEJ

Lige siden den dag, hvor jeg opdagede Frederiksberg og fik det under huden som det mest naturlige sted for mig at bo sammen med min familie, er specielt ét villakvarter dukket op igen og igen i mine tanker. En lille opløftet oase, hvor charmerende og oplevelsesrige villaer ligger side om side. Stemningen i dette gamle villakvarter beliggende mellem Bülowsvej, Gammel Kongevej og H.C. Ørstedsvej kan udefra virke ret lukket – måske endda for nogle temmelig snobbet, men det er den egentligt ikke. Her lægges ikke fingre imellem – det er fint og fornemt, og tidens kapitalstærke borgerskab har været sjældent dygtige til at fremavle en eksklusiv oase. Til trods for dette, så er den nye generation af tilflyttere relativt unge familier, der netop ikke ønsker at bo langs kysten nord for København eller i et hvidpudset palæ med sort tegltag på en lukket stikvej i Vedbæk. Folk her lider ingen økonomisk nød, så var de flyttet, for huspriserne findes næppe højere nogen steder i landet, men pengene er ikke det vigtige at kommunikere. Her taler man om børns trivsel, legegrupper, fritidsinteresser og haveplanlægning. Folk, der bor her, ønsker sig alt det skønne og fredfyldte, som Frederiksberg byder på, og vil samtidig gerne være i cykelafstand til grønthandlerne på Nørrebro, Kødbyen på Vesterbro og Torvehallerne og nattelivet i K.

 

Drømmen om et smukt villakvarter

Kvarteret var oprindelig et udkantsområde, der skabte bro mellem kongens slotsgemakker, mellem Frederiksberg Slot og det gamle København i kvarteret omkring Frederiksstaden. Her var hestefolde og marker, kun brudt af smalle veje, der gjorde det muligt for kongen at komme fra byen til sin sommerresidens på Frederiksberg.

I takt med at byen hastigt blev større, blev store dele af de omkringliggende landbrugsjorder udstykket til beboelse. Umiddelbart efter opførelsen af det oprindelige palæ på Amalievej 2 (1850) opkøbte den driftige handelsmand F.C. Bülow i 1852 det nærliggende stykke jord på 35 tønder, som han straks behæftede med en række restriktioner for, hvordan man måtte bygge på de udstykkede grunde. En af de helt særlige begrænsninger ved området bestod i, hvor højt der måtte bygges – og at der kun måtte opføres arkitektonisk skønne villaer på disse matrikler. (En vidunderlig æstetisk betragtning, hvis fravær en del områder rundt om i byen lider frygtligt under den dag i dag). Der var ganske enkelt krav om, at de, der købte disse grunde, skulle opføre en smuk villa, beplante prydhave og i det hele taget ikke udsætte sig selv, naboerne eller kvarteret for æstetisk forulempelse. Til gengæld var hver enkelt bygherre ikke underlagt krav til den arkitektoniske retning, hvilket ellers havde været et ligetil greb i denne tid, hvor den klassicistiske arkitektur om noget var dominerende.

Området tiltrak en varieret skare af velhavere, der alle ønskede at udtrykke deres egen personlige stil. Et eldorado for individualismen og et manifest for kapitalismen. En af de første tilflyttere, der opførte sin bolig i området, var maleren Constantin Hansen, som opførte Amalievej nr. 10 i 1857. Siden hen kom en lang række andre velstående kunstnere og store dele af den kreative (kommercielle) elite til området – alle drevet af hver sin excentriske individualisme og trang til at skabe noget ud over det sædvanlige.

Således blev Danmarks første villakvarter til. Tidligere var det sådan, at man boede i huse uden for byerne og i lejlighed i byerne – hvis der da ikke lige var tale om et baghus til borgerskabets tjenestefolk side om side med de tilbagetrukne staldbygninger og værksteder, som vi ser det flere steder i for eksempel Frederiksstadens byplanlægning. Samtidig blev villakvarteret omkring Rosenvængets Allé på Østerbro og de nærliggende veje udviklet – også et kvarter, som udmærkede sig ved sin pluralistiske arkitektur med afsæt i den klassicistiske tradition. Hver eneste villa har sine egne karakteristika, og ingen er opført i mere end tre etager. Hele projektet gik ud på ikke at bo i en etageejendom, men at løfte boligen op omkring sig selv med højloftet stueetage, imponerende udsmykninger og overflod af plads i hall, stadsstuer og gæstegemakker – netop fordi man kunne. Også Rosenvænget-kvarteret husede hurtigt nogle af landets førende kunstnere og kreative, eksempelvis Rosenvængets Allé nr. 46, som blev opført af maleren C.F. Aagaard, tegnet af den præmierede arkitekt Vilhelm Dahlerup i 1875. Netop denne villa er et sigende eksempel på, hvordan disse villakvarterer blev redskaber for velhaverne til at udtrykke deres personlige værdier og på deres egen måde gøre op med de vedtagne rammer for, hvad der var rigtigt og forkert. Forskellighed var tilladt i disse nye villakvarterer både på Frederiksberg og Østerbro, hvilket appellerede voldsomt til datidens elitære kreative, kunstnere og forfattere.

Villaen blev trukket ind til byen, som med ét slag blev forandret i sin struktur og boligmasse. Det blev muligt for de velhavende i endnu højere grad at adskille sig fra mængden – at skabe deres egen pragtbolig, tegnet af deres foretrukne arkitekt og opført i bedste materialer. En demografisk bevægelse blev sat i gang – siden blev pragtvillaen til folkets parcelhus, og i dag bor tre ud af fem danskere i deres eget parcelhus. En udvikling, som efterlader en ædel form for pionerånd og ægthed i disse få enklaver af smukke gamle villaer, og jo flere parcelhuse og jo flere nye villaer, der bliver opført – store som små, flotte som grimme – desto mere ædle og ærværdige bliver disse første huse. Jo mere repræsenterer de kernen af den boligform, som de fleste danskere forbinder med et af livets største privilegier – at bo i sit eget hus med sin familie. 

Dette første villakvarter defineres i dag af Kastanievej og Amalievej, som lægger sig parallelt med Gammel Kongevej og tværvejene Lindevej og Uraniavej. I midten ligger arkitekt Henrik Hagemanns aksefaste og meget markante villa Kastaniegaarden (opført i 1878) – en ikonisk ejendom, som ligger med ugeneret udsyn direkte mod syd til Gammel Kongevej.

En slentretur gennem området er den dag i dag sin helt egen rejse mellem herskabspalæer, fra huse opført i tillempet schweizerstil, middelalderlig arkitektur og senbarok til italiensk inspirerede landejendomme. Overvægten orienteret mod antikkens geometriske formsprog, men overalt brudt af stilmæssige forskelligheder. Alligevel er der én arkitekt, som har været specielt dominerende i kvarteret. Arkitekten Henning Wolft, som også havde økonomiske interesser i den oprindelige udstykning, tegnede adskillige villaer i kvarteret, eksempelvis de smukke dobbeltvillaer på Lindevej nr. 4-6 og 8, 9 og 10 og yderligere nr. 3, 5, 7 og 11. Han fortsatte på Kastanievej 12 og Uraniavej, hvor han tegnede alle villaerne på vestsiden med tillæg af nr. 6, 8 og 10. Især Uraniavej nr. 14-16 synes at skille sig ud med sine meget elegante vinduespartier, som åbner villaen op på en helt unik måde.

Henning Wolft demonstrerer så fuldendt evnen til at tilpasse sig et kvarter i forskellighed, hvilket har gjort ham til en markant skikkelse i det arkitekturhistoriske Frederiksberg, hvor han nåede at opføre ca. 60 villaer før sin død i 1880. En af kvarterets prægtigste ejendomme og måske den største tilbageværende villa, som kun huser én familie, er det fine palæ på Amalievej 2. Palæet er oprindelig opført i 1850 og siden hen gennemtegnet af arkitekt T.H. Hirth (1862-1935), der af mange bedst kendes for det 50 meter høje tårn i Zoologisk Have, som blev opført i 1905 efter hans tegninger. Tidens klassicistiske formsprog er perfektioneret i denne luksusvilla, hvor der er tænkt over enhver detalje i huset – alt i harmonisk balance og alt med respekt for lys, luft og udstrækning. Tidens storslåede ambitioner og bygherrernes kompromisløse prestigeprojekter omdannede hurtigt området til en prominent oase for købstadens og Frederiksbergs absolutte elite. Og i dag er det for så vidt ikke meget anderledes. Det er stadig ét af de smukkeste og mest fashionable villakvarterer i det Nye Frederiksberg, og gennem tiden har vejen været beboet af alt fra mægtige fabrikanter og grosserere, medlemmer af Rigsrådets Folketing og Frederiks VII’s personlige rådgiver, der i midten af 1800-tallet boede i den smukke villa på Amalievej 16.

 

Ejendommen er opført omkring 1848, men blev grundet manglende vedligeholdelse solgt som projektejendom i 1899 til én af Frederiksbergs højtansete bankmænd, Laurids Bing. Den oprindelig opførte sommervilla måtte vige pladsen for et pragtpalæ i klassicistisk stil til helårsbeboelse med smukt anlagt have og staldbygning, tegnet af arkitekt Frederik Levy. Byggestilen omtaltes i folkemunde som ”Frederiksberg-mæssig hygge”, og ejendommen repræsenterer i dag tidens stolthed med ære og respekt for en arkitektonisk brydningstid, hvor enkelhed og underspillet luksus charmerede de elitære bygherrer. I smuk harmoni med dette prægtige palæ er staldbygningen i dag gennemrenoveret som en nutidig villa på 74 m2, der på lige fod med hovedhuset deles om den godt 800 m2 smukt anlagte have, som stadig i dag ligger i læ af de karakteristiske nabovillaer.

”Han (arkitekt Frederik Levy) har ved Restaureringen af mange københavnske Bygninger og ved mange Nybygninger baade her og i Provinsen vist, at han var Mand for at finde Aanden i et Bygningsværk, og maaske har han ikke noget Sted været netop så heldig som i Amalievej 16, hvor han ved sin Indsigt formaaede at forene den indre praktiske Hygge med den Harmoni i det Ydre, som netop krævedes paa dette Sted og i disse landlige og idylliske Omgivelser.” (Knud Bokkenheuser, 1929).