Strandskrænten 32, 4400 Kalundborg
4.195.000 DKK
OM BOLIGEN
Kun halvanden times kørsel mod vest fra København folder Røsnæs sit enestående og kuperede, grønne landskab ud med Kalundborg Fjord på den ene side og Sejerøbugten på den anden. Bag dramatiske skrænter og bakker skabt i istiden gemmer der sig frodige moser, søer og skove. Her er rig mulighed for at komme helt væk og nyde uspoleret natur relativt tæt på hovedstaden.
Fritidshuset har fundet sin perfekte plads på en adresse, der siger alt om den ypperlige beliggenhed. Øverst på Strandskrænten, hvor man drages af udsigten til himmel og hav, uanset om man befinder sig indenfor, bag det majestætiske vinduesparti, eller ude på træterrassen, der omfavner det 100 m2 store hus.
Opført for kun to år siden har huset alle de moderne bekvemmeligheder, der følger med et nyt hus. Indflytningsklart og eminent indrettet med stort, lyst køkken-alrum og tre gode værelser. Der blev flettet flere charmerende og magelige detaljer ind, da huset blev etableret: Den hyggelige alkove i stuen, det rummelige, åbne køkken, naturligvis med vinkøleskab, og vildtmarksbadet i en ugeneret krog på terrassen. Bag huset er der anlagt nyttehave, og i udkanten af grunden er der generøst plantet frugttræer og -buske, der med tiden vil vokse sig store, blomstre og give frugt.
Det er i det hele taget et hus, der giver mere til sin ejer, end det kræver. Som skabt til den travle familie eller parret, der ynder at slappe af alene eller med gode venner i rolige, ikke-krævende omgivelser på alle årstider.
Røsnæs emmer af historie og sagn helt fra Valdemar Sejrs tid. Halvøen er også kendt for sine naturfænomener som istidslandskabet og Vindekilde, der pibler op ad jorden med en temperatur på syv grader hele året, inden den løber ud i havet. I nærheden står Evighedstræet solidt plantet i jorden; en sagnomspunden bøg med 10 stammer, som siges at være næssets ældste træ. Er vejret ikke til storslåede naturoplevelser, er der ikke langt til Kalundborg eller en af de lokale vingårde.
KONTANT | 4.195.000 DKK |
EJERUDGIFT /MD | 2.704 DKK |
BOLIGAREAL | 100 m2 |
VÆRELSER | 4 |
ENERGIMÆRKE | |
EJENDOMSTYPE | FRITIDSHUS |
BYGGEÅR/OMBYGGET | 2022 |