fbpx

Emanuel Olsens Vej 2, 2000 Frederiksberg

SOLGT

OM BOLIGEN

Ikonisk halvt dobbelthus på 388 etagemeter (BBR: 268 m2) med have og stor privat tagterrasse. Funktionalistisk arkitektur fra 1933 tegnet af mesterarkitekten Hans Dahlerup. Ejendommen er beliggende i et af Frederiksbergs mest attraktive kvarterer tæt på Femte Juni Plads, tæt på skoler og tæt på indkøb. Indretning: Entré med gæstetoilet. Funktionelt indrettet køkken, som ligger i åben forbindelse med stort stue-alrum, hvor man oplagt kan indrette spisestue med brændeovn og opholdsstue i ét med udgang til stort terrasseområde orienteret mod privat have. Yderligere en opholdsstue med et fantastisk vinduesparti orienteret mod sydvest. 1. salen er indrettet med fire gode værelser, hvor to af dem har udgang til nordøstvendt altan, det ene med walk-in og et andet med direkte adgang til sjældent smagfuldt restaureret badeværelse med kar. Badeværelse kan tillige tilgås fra fælles gangareal, hvor der også er indbygget skab og smukt trappeløb til 2. salen. 2. salen består af et værelse, hvorfra der er udgang til enorm solbeskinnet og tagterrasse på ca. 76 m2. Højloftet suveræn istandsat underetage på 120 m2 med egen indgang, indrettet med to store disponible rum, bryggers med vaskefaciliteter, ekstra ovn, fryseskab og indbygget skabe, smagfuldt indrettet badeværelse med brus, vinkælder og indbygget garage på ca. 14 m2. En forrygende bolig til den store familie eller det pladskrævende par og en arkitektonisk triumf og et arkitekturhistorisk stjerneskud, der uden tvivl fortjener sin status som et af moderne tids ikoniske bygningsværker.


Tidens generelle billede af ædel arkitektur var som bekendt den fornemme villa, som hyllede de klassicistiske traditioner. Derfor blev ikke bare Frederiksberg, men også hele København rystet i sin grundvold, da Frederiksberg Kommune i 1933 anlagde Emanuel Olsens Vej (opkaldt efter et kommunalbestyrelsesmedlem), på hvilken arkitekt Hans Dahlerup Berthelsens otte ens dobbelte funkisvillaer blev opført. Hans Dahlerup Berthelsen havde netop færdiggjort Thorkild Henningsens enorme boligprojekt i den sydlige del af Fuglebakkekvarteret. Med dobbelthusene på Emanuel Olsens Vej gik han skridtet endnu længere væk fra det klassiske og lod sig kraftigt inspirere af Bauhaus-skolens minimalisme. Et internationalt formsprog, som ikke tidligere var set så radikalt på Frederiksberg.

Perspektivet brød med alle tidligere forestillinger. Det minimale arkitektoniske formsprog, der i yderste grad billigede funktion frem for pryd, syntes så voldsomt provokerende for samtiden, at ejendommene i højere grad blev betragtet som mislykket installationskunst end beboelsesejendomme. Reaktionen var massiv, og lige så stor en fiasko projektet dengang var økonomisk, lige så stor en succes blev det kunstnerisk. Som arkitektonisk brydningsværk lykkedes projektet til fulde for Hans Dahlerup Berthelsen. Som for adskillige samtidige kollegaer, hvor den nok mest iøjnefaldende er vores nationalhelt Arne Jacobsen, var målet at bevæge forståelsen for rum fra dekoration til funktion. En æra, som tog sit afsæt i 1920’ernes internationale funktionalistiske strømninger, og som siden hen har cementeret sig endegyldigt i den danske arkitektur.

Alle husene er opført efter samme principper, ført af samme pind og tilrettelagt med indbyrdes korrespondance i alt fra beliggenhed, materialer og form. De taler et fælles sprog. Et sprog om fornyelse og mod, om viljen og ikke mindst evnen til at tvinge en tid til at vende sine fordomme og sin selvforståelse 180 grader. Netop derfor var det også så interessant, at dette kulturrevolutionerende projekt blev opført på Frederiksberg. Her kunne det virkelig få taletid – og har fået det lige siden.

I takt med at minimalismen og den stringente funktionalisme er blevet en stadig mere forankret del af vores nationale arkitekturforståelse, opnår disse bygningsværker stadig større anerkendelse. De er originale og oprindelige for tiden – de er ægte.

Alle husene fremstår i dag hvide, malet i ét med de omkringliggende mure mod vejen. Det må ikke være anderledes, men oprindeligt blev de opført i en farveskala efter stilperiodens ikoniske le Corbusier. Kraftige farver, inspireret af Bauhaus-skolens tre grundfarver: gul, rød og blå. Husene var gulpudsede, vinduer og døre var rødmalede, mens undersiden på altaner og balkoner var marineblå. Det var et sandt eldorado for datidens forbipasserende. Et tilflugtssted for mange, der kunne komme her og pege fingre ad de revolutionæres uforstandighed. I dag står vi tilbage og må ubetinget konstatere, at det, der dengang blev grinet hånefuldt ad, er det samme, som siden har været pejlemærke for hele vores moderne selvforståelse, hvad angår design og arkitektur. Sådan ser vi det ofte med forandring, og sådan skal det nok også være, før det virker forvandlende.


OPLYSNINGER OM BOLIGEN
KONTANT SOLGT
EJERUDGIFT /MD SOLGT
BOLIGAREAL 268 m2
VÆRELSER 8
ENERGIMÆRKE D
EJENDOMSTYPE TOWNHOUSE
BYGGEÅR/OMBYGGET 1933