fbpx

Bakkestien 5, 8400 Ebeltoft

7.500.000 DKK

OM BOLIGEN

Nænsomt omfavnet af skov ligger et hyggeligt sommerhus mellem blå bugt og grøn natur, hvor istidslandskabets bløde bakker falder mod havet. Så privat og uforstyrret, at man risikerer at glemme alt om andre beboere i området.

Her er en sjælden chance for køb af to grunde på én gang, idet nabogrunden med smukke træer og frodig beplantning indgår i salgsopstillingen. Det giver den heldige køber muligheden for enten at bevare det nuværende sommerhus, bygge to nye eller ét stort til den udvidede familie eller flere generationer. Her er i alt knap 8.000 kvm med træer, græs og lyng på de to grunde at boltre sig på (Bakkestien 3: 4070 kvm + Bakkestien 5: 3860 kvm).

Det karakteristiske sommerhus er fra 1950’erne med dejlig veranda og udsigt til den store lyngklædte naturgrund. Her lander både solen og det blide aftenlys, der skaber en særlig ro. Hvilepulsen aktiveres helt naturligt. Den kan man massere yderligere ved at besøge Lyngsbæk Strand, blot en kort gåtur fra huset. Formet af bugten som en beskyttende favn, er den en af områdets mest børnevenlige strande.

Sommerhusets 124 kvm er funktionelt indrettet med fire gode dobbeltværelser, der alle har indbyggede klædeskabe, radiator, nyere vinduer samt egen håndvask og spejl. Huset rummer to badeværelser med toilet samt et ældre, velfungerende køkken og et kombineret bryggers/spisekøkken med et behageligt ovenlys.

Opholdsrummet består af en stor, lys spisestue og pejsestue i åben forbindelse. Her er et smukt lysindfald fra tre store, sprossede vinduespartier, der vender ud mod skoven og træverandaen. Stuen er udstyret med både pejs, brændeovn og varmepumpe.

Hele vejen rundt om huset løber en stor fliseterrasse, som giver optimale muligheder for at finde sol og læ i forhold til solens gang hele dagen. Sydøst for huset findes græsplæne samt ejendommens parkeringspladser. Til huset hører desuden en rummelig garage med integreret skur, hvor der er god plads til opbevaring samt ejendommens varmtvandsbeholder.

Der er befriende kort afstand til hverdagens indkøb og som en særlig bonus ligger Molskroen, et af landets gastronomiske fyrtårne, kun få minutter væk. Ebeltoft med de smalle brostensbelagte gader kan nås på 10 minutter og byder på gode spisesteder, caféer, shopping og byliv. Herfra er der også kun en god time med færgen til Sjælland. 

Kort sagt: En vidunderlig placering mellem skov, by og bugt - og en sjælden mulighed at købe to grunde ved siden af hinanden på én gang.

OPLYSNINGER OM BOLIGEN
KONTANT 7.500.000 DKK
EJERUDGIFT /MD 4.210 DKK
BOLIGAREAL 124 m2
GRUNDAREAL 7930 m2
VÆRELSER 5
ENERGIMÆRKE
EJENDOMSTYPE FRITIDSBOLIG
BYGGEÅR/OMBYGGET 1953
KONTAKTPERSON

TOBIAS BAGGE

ANSVARLIG FOR AARHUS AFDELINGEN, EJENDOMSMÆGLER MDE


+45 2284 4223

TOBIAS@ADAMSCHNACK.DK