Ejendomsmægler er overrasket over, hvem der kommer til åbent hus
Ejendomsmægleren Adam Schnack lever af at sælge boliger til dem, der har allerflest penge og allermest at vælge imellem. Flere gange de seneste år har han taget sig selv i at blive overrasket.
Når ejendomsmægleren Adam Schnack holder åbent hus på en villa i hovedstadsområdet eller en lejlighed, har han det med at blive overrasket.
- Man kan godt blive meget overrasket, som han siger i TV 2 Kosmopol-podcasten Københavneriet.
På den ene side over, hvor mange penge der faktisk er på hovedstadens boligmarked.
Og på den anden side, at rigtig mange unge købere har en endog meget stor pengepung, når det kommer til boligkøb.
Han fortæller, at en 120 kvadratmeter stor lejlighed på Nørrebro eller Frederiksberg i dag nemt kan koste 12-14 millioner kroner.
Der kan jeg godt nogle gange blive overrasket over, hvor mange unge mennesker der kommer, og som den største selvfølgelighed i hele verden har mulighed for at købe en lejlighed til 12-14 millioner kroner, hvor de sådan lige præcis kan få plads til et børneværelse og et køkkenalrum og en stue, siger han.
Det var ikke tilfældet på samme måde, da han for ti år siden blev ejendomsmægler i eget navn - efter at have arbejdet fem i et andet ejendomsmæglerfirma.
- Der husker jeg ikke, at der var den samme lettilgængelighed til de meget kostbare boliger, siger Adam Schnack.
I det hele taget har meget forandret sig i den tid, han har været ejendomsmægler.
Et gigantisk spring
For ti år siden havde han en "meget skøn" villa til salg til 15 millioner kroner i Carlsbergkvarteret ved Søndermarken i København.
Den kunne han - koste hvad det ville - ikke sælge til prisen.
Men otte år senere solgte han en anden villa i samme kvarter til hele 72 millioner.
Det er jo et gigantisk spring, siger Adam Schnack.
For i de år, Adam Schnack har været ejendomsmægler på hovedstadens buldrende boligmarked, har han set, hvordan byen hele tiden bliver større.
Hvordan et kvarter, mange slet ikke ikke kiggede i retning af, nu er blevet et boligområde på "allerøverste hylde," og hvor boligerne bliver "førsterangsboliger over natten", som han selv formulerer det.
Engang kunne man flytte fra indre København eller Frederiksberg til Vanløse og købe en bolig med en kvadratmeterpris til 30.000 kroner, påpeger han.
Men det er slet ikke en mulighed længere, påpeger Adam Schnack, som oplever en helt anden interesse for eksempelvis Vanløse, end han tidligere har set.
- Der er mange, der både bliver nødt til at løfte blikket, og der er også rigtig mange, der har lyst til at løfte blikket, siger Adam Schnack i Københavneriet.
For det er jo ikke af nød, at man køber en villa til 15 millioner.
Et helt andet perspektiv
Det er en udvikling, ejendomsmægleren også har talt med Weekendavisen om.
På baggrund af tal fra Finans Danmarks boligmarkedsstatistik kunne avisen beskrive, hvordan Vanløse i begyndelsen af 2026 var det postnummer, der havde den tredjehøjeste kvadratmeterpris for huse.
Kun overgået af Charlottenlund og Klampenborg. For første gang nogensinde var det i begyndelsen af 2026 dyrere at købe hus i Vanløse end i Hellerup.
Dog skal det ifølge avisen bemærkes, at der er solgt for få huse på Frederiksberg til at komme med på listen. Det havde skubbet Vanløse ned på en fjerdeplads.
Alligevel kan Adam Schnack godt blive overrasket over udviklingen.
- Lige når jeg hører det, tænker jeg: 'Okay, den havde jeg ikke set komme'. Men det er jo en naturlig konsekvens af det, vi ser i byen, altså i København og på Frederiksberg, siger Adam Schnack i Københavneriet.
Selv har Adam Schnack netop nu en villa til salg i Vanløse - til en pris på 15 millioner kroner.
De mennesker, der kunne være interesserede i det hus, du har til salg i Vanløse, ville de overhovedet have overvejet at købe et hus i Vanløse for 10 år siden?
- Det tror jeg ikke. Jeg tror, at det er en reaktion på, at deres perspektiv har løftet sig fra kernen af Frederiksberg, kernen af København, til at kigge længere ud, siger Adam Schnack.