Tekst: Adam Schnack

”Farvens mission, at give lyset stemning (morgenrød – aftenrød).” Rupprecht Geiger (1978)

Nogen gange er det mest enkle det mest interessante og ikke sjældent forbløffes jeg over, hvor kompliceret det enkle er. For vel nok ti år siden blev jeg af min onkel, Asger Schnack,  introduceret til den tyske kunstner Rupprecht Geiger. Herhjemme kendes han nok ikke af mange, men på den internationale kunstscene er han en af den moderne tids mest betydningsfulde personer. Født i München i 1908 og virksom indtil sin død i 2009. Han var uddannet arkitekt og begyndte for alvor at træde i karakter som billedkunstner efter krigen i 1945 og var siden hen medstifter af den abstrakt arbejdende kunstnergruppe Zen 49 (1949). Siden har Rupprecht Geiger haft en afgørende plads på den tyske konkrete kunstscene, og gennem sit kunstneriske manifest har han skabt et nyt sprog om farven som isoleret kunstnerisk virkemiddel. Han er en farvemester. En farvens poet. Et geni, som forstod at bevæge farven ud af formen: at skelne farven fra naturen og lade farven stå frem i sit sande væsen, som farve – og intet andet. Farven skabes af lyset, og lys defineres ved fraværet af mørke. Rupprecht Geiger leger med farven som selvstændigt fremtrædende virkemiddel. Farven bliver værket. Farvernes komplimentære effekt giver dem deres abstrakte værdi. Rupprecht Geiger udvikler gennem tiden en forståelse for kontrasten mellem de konventionelle farver og hans særlige fluorescerende farver. Disse farver, som lyser om dagen, er hinsides naturens farver – hvorved farveoplevelsen koncentreres om farvens ånd og dens egen virkning, netop som farve. En kunstnerisk og fascinerende refleksiv brug af farvekompositoriske virkemidler, som udmærker et kunstnerisk projekt, der er radikalt og nytænkende for hele den moderne konkrete kunstopfattelse, hvor motivet er ændret fra at være figurativt til at være abstrakt. Farven skal ikke betragtes som dekoration alene, måske i virkeligheden mindst af alt, som dekoration. Farven besidder en særlig kraft, som i sin rette komposition og i sine indbyrdes kontraster kan tilføre et værk eller et rum en særlig udtrykskraft. Farven bliver derved mere en følelse end en visuel effekt. For Rupprecht Geiger består farven som den åndelig tilsynekomst, der i værket opfattes gennem en stigende iagttagelses proces. For en dygtig interiørdesigner består farven som et virkemiddel til at flytte indretning fra at være mere eller mindre banal dekoration til at skabe identitet og ånd i rummet. Rupprecht Geigers motiv er farven som åndelig kraft, hvor han så at sige maler et portræt af farven, eksempelvis farven ”rød”. Farve er motivet.