Kronik i Børsen Weekend, d. 30. marts 2019

Henover de næste 10 år vil der strømme 100.000 nye borgere til Københavns Kommune, og det kræver flere boliger. Men der hviler et ansvar på alle, der er involverede i, hvordan fremtidens byer kommer til at se ud.

Der er forventninger til, at der de næste ti år vil tilflytte i omegnen af 100.000 nye borgere til Københavns Kommune, hvilket i sagens natur vil medføre et øget behov for modernisering og udvikling af de eksisterende boliger og ikke mindst opførelse af nye. Nye kvarterer opstår med overraskende hastighed, nogle mere geniale end andre. Et mulighedernes landskab for vores arkitekter, der i alle retninger står overfor at kunne transformere byrummet fra et udtryk til et andet – fra en tid til en anden.

Forandringer kan være skønne, og de kan være nødvendige – og forandringer kan være særdeles uskønne, og fuldstændig unødvendige. Begge dele siger sig selv. Essensen er heller ikke at betvivle nødvendigheden af forandringer, men i stedet at stille skarp på det store ansvar, vi som udviklere af byen og borgere i byen har for at sikre, at det, vi gør, også lever op til de ønsker, som vi har. Ikke kun på den korte bane og for bygherrernes mest profitable måde (!), men også på den lange bane.

Byrum med kvalitet

Når bygningerne er bygget, og profitten er brugt, skal vi stå tilbage i et byrum, som oser af kvalitet, nytænkning og arkitektonisk innovation. Festen skal ikke være forbeholdt den kapitalistiske maksime, men alle som er en del af vores lands kulturelle identitet – og det er vi alle! Vi skal alle stå tilbage og være stolte af det sted, vi kommer fra og finde inspiration, umiddelbar glæde og virkelyst i de omgivelser, vi hver dag skal trives i. Deri er der naturligvis mange lag, og ét af dem vil da også være at kunne gøre den innovative by motiverende for kapitalen – det skal give mening at investere i udvikling, nytænkning og arkitektonisk retænkning af vores byer.

“Ansvaret ligger hos os alle, som enten tegner, projekterer, godkender, investerer i eller opfører fremtidens boliger”

Da Københavns nye stadsarkitekt Camilla van Deurs skulle præsentere sig selv og sine fremtidsvisioner for byen i et interview på Dansk Arkitektur Center (DAC) i februar 2019, fremhævede hun nødvendigheden af, at vi tænker vores byers arkitektur ud fra nye paradigmer. Jeg kan ikke være mere enig, og det var med store forventninger til ændrede politiske og arkitektoniske visioner for fremtidens København, at jeg gik derfra.

Kun en lille del bliver opført

Det er ganske enkelt ikke godt nok at blive ved med at bygge det samme, og det er ganske enkelt alt for endimensionelt ikke at blive klogere af de mange erfaringer, vi har fået, senest efter etablering af bydele som Ørestad, Islands Brygge, Teglholmen og Nordhavn. Områderne er stadig under udvikling, men fælles for alle disse kvarterer er, at man er længere end de første spadestik, og allerede nu har adskillige projekter demonstreret, at vi tilsyneladende har enormt svært ved at lære af tidligere tiders fejl og manglende arkitektoniske ambitionsniveau.

Der er så mange fantastiske projekter på de store tegneborde rundt om i landets tegnestuer, og der er så mange visionære og fremadsynede arkitekter, som med hver deres streg kan være med til at kaste glans og storhed over vores byer. Hvordan kan det være, at kun en ganske lille del af deres værk bliver opført i byrummene?

Kontrasten mellem det meningsmættede og det meningsløse er magisk. Kontrasten skaber på samme tid en pause og en bevægelse fra ét til noget andet. Mellem arkitektoniske formsprog, på tværs af tid, på tværs af udtryk, sprog og kultur. Tomrum kan udfyldes, eller de kan bevares som kunstneriske pauser, der i en given takt giver rytme til det, som består. Liv opstår. Mening skabes, som meningsfulde boliger skabes af en symbiose af flere forhold, nogle kan ses og røres ved, andre kan kun fornemmes som en stemning eller følelse af noget særligt.

Derfor er det så evident, at vi ikke stiller os tilfredse med det middelmådige, endda sige det forfærdelige og det uvirksomme. Men ansvaret er vores eget – for så længe vi giver vores accept, direkte eller indirekte, så fortsætter maltrakteringen af vores byrum med endnu mere uværdig arkitektur og endnu mere uambitiøse kulturhistoriske dogmer.

Vi kommer til at skabe en apatisk og meningsløs verden. Derfor har vi en samfundsmæssig pligt til at indstille vores æstetiske kompas og ambitioner for de byer, kvarterer og landskaber, vi overleverer til de næste generationer. Arven bliver tungere og tungere, så lad os for pokker lægge foden på bremsen, så vi kan få tid til at højne niveauet, og den arkitektoniske overlægger for fremtiden.

Kommer til at godkende skodbyggeri

I alle tilfælde virker det helt forrykt at bruge økonomiske argumenter til at forsvare nerveløst og utilstrækkeligt byggeri. Og det er nøjagtig lige så mærkværdigt, at man fra det politiske miljø og i de statslige og kommunale forvaltninger bliver ved med at vende det blinde øje til og godkende det ene øjensynlige skodbyggeri efter det andet.

Der er reelt set tale om en fatal accept af lavæstetisk middelmådighed, som ikke engang kan holde sig selv ud. Hele bykvarterer kaster mørke skygger, mens landet hundredvis af dygtige arkitekter makulerer det ene fantastiske projekt efter det andet. Måske er tiden inde til at prioritere ét godt byggeri frem for at skynde sig med at opføre ti bygninger, som aldrig burde have været rejst? Det efterlader i sagens natur nye krav til de politikere, som beslutter vores overordnede visioner for vores byer og tilsvarende en synlig revidering af vores byplaner.

Stadsarkitekten kan i sagens natur ikke stå alene om denne opgave. Ansvaret ligger hos os alle, som enten tegner, projekterer, godkender, investerer i eller opfører fremtidens boliger. Hvordan kan vi ændre vores kultur, så markedet finder det mere rentabelt at investerer i det skønne frem for det uskønne? Vi skal stille nye krav til kvalitet – kvalitativ kvalitet! For sikkert er det, at markedet taler sit eget sprog og har sine egne helt naturlige instinkter, som utrætteligt søger derhen, hvor det største afkast findes.