Ugens Schnack # 42

Christians Gave

AF Adam Schnack

Et eventyr – en vidunderlig gave. Christiansgave byder på en historisk fortælling om en usædvanlig gave.

Christiansgave blev opført i 1918 som landsted af Christian W. Messerschmidt i fælleskab med arkitekt Carl Brummer. Carl Brummer var en anerkendt arkitekt, der blandt andet stod bag Frydenlund og A.C.Illums villa, Gurre Kirke, Lille Amalienborg, Kølles gård og mange flere. Ejendommen blev bygget i en barok-inspireret byggestil og var en fyrstelig gave til Christian W. Messerschmidts kæreste, hvoraf navnet Christiansgave opstod. Hovedbygningen ligger ned til Øresund omgivet af en smuk prydhave, hvor der var påkrævet mange tjenestefolk inde såvel som ude.

 

Sidenhen har ejendommen skiftet ejere flere gange i både 1920’erne og 30’erne. I 1953 købte arkitekt Jean Fehmerling Christiansgave, fordi han ville skabe plads til familier med almindelige indtægter i det eksklusive Rungsted. Den udfordring ville han løse med bebyggelse af lejeboliger, hvorfor der blev opført 49 rækkehuse på grundene på begge sider af Strandvejen. Konstruktionen var ikke økonomisk bæredygtig, selvom Jean Fehmerling fik stor ros for hans tanker og vision med projektet. Alligevel blev det for dyrt og derfor omlagde man lejeboligerne til ejerboliger i 1960’erne, hvorefter hovedbygningen blev opdelt til 4 ejerlejligheder i 1976.

 

Det er der ikke blevet ændret på sidenhen, hvor ejerne af midterboligen i stueetagen sælger deres enestående hjem med den fantastiske historie om en usædvanlig gave. Dette er et sted der skal opleves – et sted der fortjener at blive holdt af. De nuværende ejere har beboet ejendommen mere end 28 år og nydt udsigten til park og Øresund i deres egen private terrasse og have, på lige fod med en villa. De smukke 9 fags vinduer og lejlighedens majestætiske rum, giver denne ejendom noget helt særligt. Bygningen byder på så mange originaliteter og historiske elementer, som med rette kan sammenlignes med fornemmelsen af at være kongelig. En yderst imponerende ejendom – det rene liebhaveri.

Til top