Ugens Schnack # 18

Axel Salto – en digter i leret

AF Adam Schnack

De fleste kender Axel Salto (1889-1961) som en epokegørende keramiker, men før han gjorde sig gældende med sine keramiske arbejder, var han en betydningsfuld personlighed inden for modernismens gennembrud i Danmark omkring 1. Verdenskrig. I sine unge år udmærkede Salto sig som kunstmaler, redaktør og udgiver af det ekspressionistiske tidsskrift Klingen, der udkom i årene 1917-20. Senere fik han med sine radikale stentøjsarbejder stor betydning i den keramiske kunstverden, en bedrift, der siden hen skulle placere ham som en af moderne tids mest bemærkelsesværdige kunstnere – også på den internationale scene.

Er det muligt at tolke hundrede stemmer i en skål?

Som stoffets mester og avantgardekunster blev Salto i 1923 udfordret af Emil Hannover og Harald Bing. De ønskede at udvikle porcelænsfabrikken Bing & Grøndahl og at forny opfattelsen af keramikkens iboende muligheder. Mødet blev afgørende for Saltos fremtidige arbejder: ”Man var utilfreds med det naturalistiske Underglasurmaleri og følte Nødvendigheden af en Fornyelse. Hannover gjorde opmærksom paa de farverige Emaliearbejder fra Mingperiodens tidligste Tid i Kina, og et Forsøg på en europæisk Omplantning af denne Teknik blev besluttet. Jeg blev opfordret til at udforme Stoffet kunstnerisk – det tekniske Problem løste Fabrikkens Kemiker H.A.L. Madslund paa den mest udmærkede Maade.” (Axel Salto 1930)

I begyndelsen var Saltos keramiske arbejder meget styret af læren om stoffet – at beherske leret og blive fortrolig med dets potentialer. Hans kunstneriske mæcen hos Bing & Grøndahl, Harald Bing, døde allerede godt ét år efter starten på deres samarbejde, så Salto måtte lede efter et stenværksted, hvor der var plads til at bevæge stentøjet ud af sin lavpraktiske funktionalitet og tillade kunsten at diktere form og tilblivelse. Hans møde med en af tidens fremmeste keramikere, Carl Halier, i 1929 blev begyndelsen til det, der siden har vist sig at være et af de absolut mest betydningsfulde keramiske værker i nyere tid. Momentet understreges af Salto: ”Fra den Dag at regne begyndte mit keramiske Liv, som naturligvis skulde være begyndt længe før, men det var Haliers Skyld, at det altsaa begyndte. Saaledes skal det åbenbart gaa, at Folk, der vil og føler det sammen, naar de træffer hinanden, saa sker det. (…) I alt hvad jeg opnaaede, var det Halier først og Halier sidst.” (Axel Salto 1943)

De kunstneriske ideer sprudlede

I foråret 1930 begyndte Salto sit samarbejde med kemiingeniøren og glasurkunstneren Nathalie Krebs på Patrick Nordströms stentøjsbrænderi. Forskellighederne i deres kunstneriske profiler var dog så radikale og uforenelige, at de allerede i 1932 skiltes fra hinanden. Krebs repræsenterede en kunstnerisk tradition, hvor hun eftersøgte det fuldkommen kultiverede og ensartede udtryk i sine arbejder, mens Salto hyldede forskellighederne fra brænding til brænding – netop det, at det samme aldrig bliver det samme, var det interessante for Salto. For ham lå magien i Keramikens sværmiske Lotteri. ”Det gælder om at elske noget og blive ved med at elske det. I keramikken har denne Sætning udtrykkelig Mening, og her bliver Følelsen brændende gengældt: saa ofte man ved at vende og dreje et Ornament omsider finder frem til dets rigtige Proportion, lige saa ofte opmuntrer, ja, vejleder Ovnen En med sin guddommelige Tilfældighed, som kun en Taabe kaster Vrag paa. Saaledes bliver Keramikeren Romantiker og dermed er antydet noget væsentligt om Keramikens Væsen og dens Begrænsning.

 

I de følgende par år, efter at han i 1932 forlod Saxbo, fik han brændt sine ting på Den Kongelige Porcelænsfabrik, hvor han ifølge sit eget udsagn var arbejdende gæst. Salto medbragte selv sine gipsforme til vaser og skulpturer, som han tidligere havde lavet. Indgangen til Den Kongelige Porcelænsfabrik var således rent teknisk betonet, og på dette tidspunkt var der ikke et formelt samarbejde mellem Salto og fabrikken. I flere år var han fritstillet ”gæstearbejder” og fik brændt sine ting flere forskellige steder. Senere skulle det dog vise sig at blive til et særdeles produktivt samarbejde med Den Kongelige Porcelænsfabrik og vel sagtens den mest betydningsfulde tid for Saltos keramiske arbejder i hele hans karriere. Først i december 1943 etableredes der et formelt samarbejde, hvor fabrikken fik rettighederne til Saltos forme, og hans værk blev efterfølgende systematisk repliceret og registreret i Den Kongelige Porcelænsfabriks stentøjskatalog.

 

Til trods for at Salto lavede forholdsvis få unikke ting her, skelnes der i vurderingen af Saltos værker mellem tiden før og efter Den Kongelige Porcelænsfabrik. Ikke alene er der kommercielt tale om en endegyldig blåstempling af hans kunst, men det lykkedes også Salto at opnå en helt særlig synergi mellem de teknikker og glasurer, de havde udviklet på Den Kongelige Porcelænsfabrik, og hans kunstneriske ambitioner i forbindelse med keramikken. Salto underspillede også altid sin rolle som keramiker for i stedet at bringe ære til teamet: ”Arbejdet på Fabrikken var aldrig Solistopstræden. Vi dyrkede Ensemblekunst med den bedste Mand paa hver Plads, men dette gav netop en Kræfternes Økonomi, som Gjorde, at vi kunne naa frem til Resultater”.

Salto arbejde på Den Kongelige Porcelænsfabrik indtil sin død i 1961.

Leret skal elskes til livs

Saltos kærlighed til leret, til stoffet og det fortryllende skabte underlaget for et kunstnerisk univers, der bevæger sig i grænsefeltet mellem det spontant naturalistiske og et surrealistisk univers. ”Leret er dødt, indtil et Menneske elsker det til Livs for dets Muligheders Skyld

Inspirationen findes i naturen, formgives i spejlet af dens materialer, dens former og dens tilstedeværelse, men tillægges altid et fortolkende element, i form af drømme og porøsitet. Salto synes altid at forholde sig nært til det umiddelbare. Det, vi kan se og røre ved. Naturens elementer fortolkes ind i en kunstnerisk dimension, hvor velkendte objekter som en muslingeskal, en drueklase, en frugt, en gren eller en vedbend tillægges en kunstens fjerde dimension.

Sansebilleder skabes indefra

Naturens formsprog synes uendeligt, og Salto forstår at skabe en transformation mellem naturalistiske elementer og et kunstnerisk sprog. Som iagttagere drages vi af de umiddelbare former, vi spontant føler os fortrolige med – et opfattelsesmønster, Salto er sig meget bevidst, med det formål for øje at skabe de rette sansebilleder. I sit keramiske værk bevæger Salto sig væk fra det 19. århundredes billigelse af en tro naturalistisk gengivelse – en tendens, der i perioden specielt fremelskes af fotokunsten. Salto vil iagttage elementet fra dets kerne. I Saltos terminologi er tiden inde til at beskue blomsterne indefra, at ”aftegne Principet for deres Bygning, forfølge Planten helt ned i Frøet, lade dens første Kim bryde frem, men han lytter til Vækstens Melodi, paa Sporet efter Tingenes inderste Væsen.” Det handler om at forstå plantens takt for derved at (videre)give noget alment. Et sprog, der skal appellere til vores umiddelbare berøring og tilstedeværelse i verden som fortolkende individer, der refleksivt tillægger afstanden mellem linjerne mening. Salto udtrykte denne appel om at opnå det essentielle i alle kunstformer: ”Der er af større Betydning for en Kunstner at skabe i Naturens Aand end at efterligne den Ydre. (…) Der bliver et personligt Mellemværende mellem Keramikeren og Strandbreddens riflede Muslingeskal. Glæden ved at finde smukke Ting forpligtiger til at give Fundet tilbage i en Skaals Form. Større tilfredsstillelse kan ikke tænkes end saaledes at gøre et godt Øjeblik evigt; saa fornemmer man en rimelig Sammenhæng mellem Tingene og glæder sig over Livet.

Den riflede, den knoppede og den spirende stil

Den del af Saltos keramiske værk, der igennem tiden har givet ham størst hæder, er hans omfattende produktion af skåle og skulpturelle vaser. En produktion, der gennemgående er inspireret af naturens enkeltheder, og som i grove træk kan opdeles i tre på hinanden følgende epoker: Den riflede, den knoppede og den spirende stil. Der er tale om en keramisk sammenhæng, hvor den knoppede stil er en videreudvikling af den riflede stil, og den spirende stil en evolutionær udvikling af den fremvoksende bevægelse, der finder sted i den knoppede stil.

Naturens enkeltheder, som sandbundens bugtede mønster, konturerne i et forstenet søpindsvin, muslingeskallens riflede overflade eller barkens krakeleringer, er alt sammen udtryk for en nænsom iagttagelse af naive naturalistiske objekter, der netop i deres enkelthed er skønne at betragte. Der er tale om en umiddelbar æstetisk, en feminin elegance, der charmerer i sin rene skønhed. Det samme gør sig gældende for den knoppede stil, der endda er endnu mere varm og frodig i sit udtryk. De lige linjer erstattes af organiske konturer såsom frugter, nødder, kastanjeskaller og bær.

Saltos arbejde med keramikken havde klare ambitioner om at få ”Keramikken gennem et naaleøje, før den atter kan sprede Vingerne”. Han talte om, at keramikken som kunstnerisk instrument stod stille, og med de nye teknikker og glasurer, der blev udviklet siden hans ophold hos Halier, stod man over for en ny ”grand feu”-teknik, der skulle udvikles. Så ud over at se, hvor morsom man kunne gøre keramikken, var begge disse stilarter i det keramiske arbejde en formgivning, som var meget velmotiveret: ”Glasuren løber udenom de ophøjede Steder, som bryder igennem og skyder Glasuren fra sig, saa Skærven blottes. Glasuren fortætter sig, fortynder sig og Farven ændres med Lagtykkelsen. Derved fremkommer det for Stentøjet egne Sammenspil mellem Skærv og Glasur, det dramatiske, eruptive, naturbetonede, som for mig er Stentøjets Karakteristisk.

Evolutionen nåede til den spirende stil i efterkrigsårene. På samme tid smuk og dæmonisk. Naturens hensynsløshed, vækst, det uforudsigelige, tilblivelsen og det utæmmelige. Parallelt med det uforbeholdent smukke ved naturens vækst og dens evolutionære forgreninger af sig selv, greb sprogets brug af vold og magt ind i Saltos syn på verden efter nazisternes overtagelse af magten i Tyskland. Smerte, afmagt og dæmoniske kræfter. I skyggen af skønheden og det umiddelbart naive så han mennesket i hensynsløs vildfarelse, styret af politik, magt og vold. ”Vasen er som en levende Organisme, Korpus knoppes, Knopperne vikler sig ud og spirende, ja piggede Vaser er Resultatet af dette Liv. (…) Mærkeligt nok er der ingen, der rigtig fortroliger sig med disse faretruende Ting, skønt de er en ganske logisk Videreførelse af den spirende Stil (…). De ligger ellers klods op af det rent smagløse, hvor dog saa meget af det Bedste ligger. Alligevel udstraaler de en Overtalelsesevne, som de vil ende med at besejre de Kleinmodige. De skal ikke sammenlignes med noget andet, maaske end ikke betragtes som Kunst. En enkelt rækker ind i det Dæmoniske.

På mange måder synes jeg, at den sidste stilperiode er den mest interessante i Saltos keramiske værk. Hæmningerne slippes fri. Det er tydeligt, at disse arbejder ikke er til for at behage os, i hvert fald ikke i en umiddelbar æstetik. Om end Salto ved flere lejligheder betoner, at der hele tiden arbejdes med dekorative Virkninger, som er keramisk betinget, udmærker den spirende stil sig ved at være alt andet end sofastykker, der tillader en ufortolket iagttagelse.

Generelt gælder det for Saltos værk, at lige så banalt og ligefremt det umiddelbart virker, lige så komplekst og fyldt af mening bliver det for den, der giver sig selv tid til at lytte til dets budskab.

Til top