Nyt fra Schnack #96

'Sandheden om boligmarkedet' og 'Arkitektoniske Sammenstød' på Dansk Arkitektur Center

AF Adam Schnack

 

I dag tog vi pulsen på boligmarkedet og deltog i Dansk Arkitektur Centers ’MorgenDAC’ med titlen ’Sandheden om boligmarkedet’. DAC havde inviteret Curt Liliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videnscenter, og Jacob Heinsen, Departementschef i Transport- og Boligministeriet – og det var Anne Katrine Harders, der ledte ordet.

Boligmarkedet er stukket af! Sådan lyder overskrifterne tit. Men er det i virkeligheden myterne om boligmarkedet, der er stukket af? Hovedmålet med eventet i dag var at finde vej til sandheden i fortællingen om boligmarkedet, og det var med stor grundighed og ekspertise, at de to deltagere fremlagde deres betragtninger om boligmarkedet, ejer-, leje, og andelsboliger, nybyggeri og boligbobler. Til konklusionen om, hvorvidt det danske boligmarkedet er i fin form lød det korte svar fra begge: Ja.

I næste uge er det Adam, der sammen med Ole Fogh Kirkeby og Kristian von Hornsleth er inviteret til en diskussion af temaet i den nye bog ’Arkitektoniske sammenstød’. Adam Schnack er redaktør på bogen og har inviteret otte bidragsydere til hver især at skrive deres input, hvor det fælles udgangspunkt har været at fabulere over begrebet ’Arkitektoniske sammenstød’. Lars Gundersen bidrager med en stor samling fotos, der visuelt understreger byens arkitektoniske sammenstød. Bogen er tænkt som et oplæg til en nuancering af en vigtig debat.

 

Hvad? MorgenDAC om ’Arkitektoniske Sammenstød’

Hvor? Dansk Arkitektur Center, Blox, Brygpladsen 10, 1473 København K

Hvornår? Tirsdag den 4. februar 2020, kl. 8.15 – 9.15

 

Reserver gratis pladser til eventet her:

https://dac.dk/oplev/begivenheder/arkitektoniske-sammenstoed/

 

Til top