Uddrag af Jesper Laust Sørensen's bidrag til bogen Arkitektoniske Sammenstød af Adam Schnack.
Jesper Laust Sørensen (f. 1976) udannet på Kunstakademiets Arkitektskole. Ejer af og partner på tegnestuen POINT. Adskillige præmieringer og modtager af en række anerkendelser, bl.a Statens Kunstfond. Senest et Legat fra Dreyers Fond. Soloudstilling i Dansk Arkitektur Center 2018.
Et af de mest almindelige arkitektoniske sammenstød sker i mødet mellem nyt og gammelt.
Når ny arkitektur indsættes i en ældre kontekst, er det vigtigt, at stedets kvaliteter fremhæves, og dets skjulte eller uudnyttede potentialer udfoldes. Derfor skal det nøje overvejes, i hvor høj grad den nye arkitektur skal skille sig ud. Skal den spille med eller stå i kontrast til den eksisterende? Det vigtige er, at den ikke bliver fremmed.
Den nye og meget omdiskuterede bygning Østerport II på Oslo Plads i København må siges at være et eksempel på det sidste. Bygningens kantede, sprøjtelakerede facadeelementer og skrånende vinduer giver associationer til fly- vetårne og terminalbyggeri, som står i skærende kontrast til den nærmeste nabo, Østerports gamle stationsbygning, der er opført i nationalromantisk stil med grønt bindingsværk, røde, håndstrøgne mursten og småsprossede vinduer.
Vellykkede byggerier skaber omvendt et dialektisk forhold mellem nyt og gammelt, hvor stedets autenticitet ikke udviskes, men forstærkes. Det gælder i valg af formsprog, detaljering, taktile kvaliteter og materialer. Ny arkitektur bør være en gestus til stedets identitet og stemning. Tony Frettons bygning, der blev opført ved Marmorkirken i 2010, mestrer dette på forbilledlig vis.
I 1874 købte finansmanden C.F. Tietgen den endnu ikke færdiggjorte marmorkirke og alle de tilstødende grunde, på nær det ene hjørne ud mod Store Kongensgade, da ejeren forlangte en ublu høj pris. Uden denne hjørne- grund kunne det komplette anlæg ikke opføres. Grunden, der endte med at stå tom i 130 år, fik derfor tilnavnet Tietgens Ærgrelse.
Den nye bygning afslutter rammebebyggelsen omkring Marmorkirken og fuldender Frederiksstadens monumentale tværakse. Det er ikke et selvstændigt beliggende hus, men en bygning, der ydmygt er en del af anlæggets visuelle kontekst. Bygningen fuldender anlægget og forstærker Marmorkirkens status som ikon.
Det er i høj grad også et poetisk værk, der er tilpasset netop dette sted. Byg- ningens facade, som danner indgang til anlægget fra Store Kongensgade, er en moderne og renset spejling af det oprindelige hus på det modsatte hjørne. Både i bygningskroppens store linjer og i de mindre detaljer og materialer, evner den nye bygning at formidle kvarterets helt særlige stemning og historie.