Ugens Schnack #19

En arkitektonisk vellykket familieoase på Frederiksberg

AF Adam Schnack

 Det er som om at der er særlig stemning i Fuglebakkekvarteret. En stemning af noget fuldendt. En komplethed, som giver kvarteret sin helt egen ro. En fredelighed, som er knyttet an på velfærdsamfundets familiære værdier, hvor idealet om det gode familieliv står øverst på listen af need to have. Nødvendigvis er de fleste mennesker her mere end almindeligt velhavende, men sjældent ekstremt velhavende. De fleste mennesker her ønsker at leve et stille lidt tilbagetrukket liv, hvor luksus defineres af deres privilegeret tid sammen som familie i læ fra deres ofte eksponeret karriere. Børnene leger sammen i de aflukkede bagveje, mens deres forældre sidder om samme webergrill og cementerer deres netværk, både som venner på vejen og venner i forretningslivet. Fuglebakkekvarterets neutralpolitiske og underspillet luksuriøse stemning er blevet opdaget af den nye velhavergeneration, og et hastigt generationsskifte er i fuld sving. De ældre flytter ud, og de unge velstillede børnefamilier blander sig ind i mængden af ligestillet, ligesindet og ligeværdige livsnydere, som lever deres familieliv på 1. klasse. 

 

Hvert kvarter på Frederiksberg har sin egen historie og tiltrækker hvert sit publikum. Særlig ét kvarter har sin egen tiltrækningskraft – og alle, som bor på Frederiksberg, har en mening om Fuglebakkekvarteret. Uagtet hans eller hendes personlige mening er det sikkert, at Fuglebakkekvarteret i dag er et af de mest eftertragtede steder på Frederiksberg – og måske et af de mest eftertragtede steder overhovedet, når vi taler om Storkøbenhavn og Frederiksberg. Fuglebakkekvarteret er beliggende i den nordlige del af Frederiksberg Kommune.

 

Den nordlige del – villakvarteret

Kvarteret kendetegnes ved to meget forskellige arkitektoniske stilarter. Den nordlige del, som også er den først udviklede del af kvarteret, kendetegnes ved sine meget smukke herskabsvillaer, som stilmæssigt læner sig op ad et klassisk arkitektonisk formsprog, hvor håndværket og byggeteknikkerne er tydeligt forædlede, og ejendommene er opført af kapitalstærke bygherrer. Som centrum i den nordlige del af kvarteret ligger den seværdige Kristian Zahrtmanns Plads, der i sin egen kulisse udstråler en fascinerende storslåethed – en bevidst planlægning, som kun sjældent opleves så rendyrket og så kompromisløst i Danmark som netop her. Pladsen domineres af de tre fornemme flerfamilieejendomme Drosselbo, Fuglebakkehus og Svalebo, der blev opført i 1905. De består stadig så godt som intakte – alle i tre etager med hjørnerondeller, trekantsgavne, spir og smukke udsmykninger. Sammen og hver for sig står de som stærke symboler på et gennemført arkitektonisk sprog. Mere nedtonede, men bestemt ikke mindre interessante er de to villaer, som blev opført lidt senere på den sydlige side af pladsen. Husene blev opført af de to malere grev Harald Moltke og Kristian Zahrtmann.

 

Den sydlige del – rækkehuskvarteret

Den sydlige del er noget senere udviklet og velsagtens den mest kendte del af kvarteret – og det er ikke uden grund. I lange tider stod det skrevet i kortene, at Frederiksbergs lokalpatriotiske manifest skulle skrives omkring koordinaterne kongelig, klassisk og konservativ. Først i slutningen af 1920’erne til begyndelsen af 1930’erne oplevede man for alvor et sceneskift på Frederiksberg, hvor specielt arkitekt Hans Dahlerup Berthelsens modernistiske dobbelthuse på Emanuel Olsens Vej og Thorkild Henningsens rækkehuse beliggende i hele den sydlige del af Fuglebakkekvarteret var de første til at bryde med kommunes klassiske arkitektur. Thorkild Henningsen var vel nok den arkitekt, som arbejde mest systematisk med at udvikle rækkehuset som boligform, og inden hans indtog på Frederiksberg havde han sat sit præg på adskillige rækkehusprojekter, blandt andet i Hellerup, Charlottenlund, Vanløse, Kastrup og ikke mindst de smukke Bakkehusene ved Bellahøj i København, som han tegnede sammen med arkitekt Ivar Bentsen i 1921-1923. Denne sidstnævnte bebyggelse består af 171 rækkehuse beliggende i seks dobbeltrækker, hvorimellem der er lagt havestykker (bebyggelsen blev fredet i 1982). Det er tydeligt at se, hvorledes Thorkild Henningsen henter inspiration fra tidligere projekter og herligt at se, hvorledes han raffinerer byggestillen og boligkomforten i denne nye bebyggelse i Fuglebakkekvarteret.

I dag virker denne boligform for mange meget moderne, og de fleste vil vel nok tænke på 1960’erne og 1970’erne, hvor et begreb som fællesskab for alvor kom på dagsordenen. Derfor er det også så interessant, at disse ejendomme og denne måde at opføre byplanlagt bebyggelse i moderne tid er fremdyrket tilbage i begyndelsen af 1920’erne – for knap hundrede år siden. Imidlertid skal vi en del længere tilbage i historien for at finde den oprindelige inspiration, hvor Christian 4.’s Nyboder, synes at tjene som et godt eksempel på, hvordan byer i gammel tid var planlagt omkring længehuse og rækkehuse.

 

Frederiksberg har i alle tider været indbegrebet af fornem klassicistisk byggestil, borgelig lokal politik og en synkron harmoni – en følelse af, at alle kender hinanden, og alle er på linje med hinanden. En fascinerende fælleshed, hvor man med dyb respekt for hinanden mødes med fælles værdier. Tiden er vel sagtens kommet en smule efter disse fordomme i takt med, at nye generationer er flyttet til, og der i højere grad kommet yngre mennesker til. Kvarteret er således også fyldt med attraktive skoler og børneinstitutioner. Det er et område, der på alle måder rækker en hånd ud til alle fra unge til børnefamilier til ældre. Det er sammensmeltningen af disse værdier, som denne del af kvarteret forener på sin helt egen og meget unikke måde. Indtil 1927 hørte det store grundstykke under gården Godthåb, indtil et konsortium bestående af førnævnte arkitekt Thorkild Henningsen og murermestrene G.C. og A.V. Andersen som bygherrer erhvervede grundstykket. Hensigten var at udvikle området efter en hidtil ukendt byplanlægningsstruktur, hvor man havde projekteret 187 dobbelthuse, fire etageboligblokke og otte dobbelthuse. Et enormt byggeprojekt, som billigede funktionalismens rendyrkede komfortkvaliteter, og som i sit arkitektoniske formsprog brød med den klassiske måde at betragte bolig og hjem på. Et dobbelt hensyn blev vægtet, dels at udvikle området så effektivt som muligt, uden at bygge i højden, dels at udvikle et eksklusivt boligkvarter, som tillagde det at bo sammen en høj værdi. Her bor man sammen, uden at dele. Man bor tæt – side om side, uden at sidde på lårene af hinanden. Alle har sit, og alle kan til- og fravælge fællesskabet. Et genialt arkitektonisk greb, som henvender sig til alle lige fra børnefamilier, hvor ungerne løber ind og ud af hinandens haver, til ældre, som finder tryghed og hyggeligt selskab i ikke at være efterladt til sig selv i et større eller mindre hus med have og hegn hele vejen rundt. Børn kan lege ugeneret mellem haverne, og man kan i det hele taget færdes i et tilvalgt fællesskab. Her kender alle hinanden. Alle har det til fælles, at de gerne vil Frederiksberg; jeg tror, at de fleste, som bor her, elsker Frederiksberg, og at de fleste også har et stort ønske om ikke at være alene på Frederiksberg. En fin borgerlig folkelighed, en slags luksuskollektiv følelse af et individualiseret fællesskab.

Fuglebakke-projektet blev de sidste ejendomme, Thorkild Henningsen tegnede, og han nåede desværre ikke at se værket fuldendt, hvorfor hans samtidige og stilmæssige kollega arkitekt Hans Dahlerup Berthelsen projekterede de senest opførte rækkehuse i enklaven Drosselvej og Fuglebakkevej (1930).

 

De fleste hjemmesider bruger cookies - og det gør vores også. De fortæller os, hvordan hjemmesiden bliver brugt, så vi kan give dig den bedste oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Du accepterer vores cookies, når du klikker OK.