Ugens Schnack #13

Frederiksstaden

AF Adam Schnack

Mine tanker går i retning af Paris og andre byer, med kulturelle og arkitekturhistoriske ambitioner. Her er nærmest uendelig højt til loftet og det har der været, siden denne ikoniske bydel blev etableret i midten af 1700-tallet. Et øjebliks lytten til fortiden fortæller en vild historie, om en utrættelig stræben efter at opføre det ypperste arkitektur – og en helt igennem mesterlig udførelse af nogle bygningsværker, der ikke har deres mage nogen andre steder i Danmark. For mig, er Frederiksstaden noget ganske særligt. Det er ikke uden grund, at jeg deler denne opfattelse med tusindvis af andre mennesker. Der hersker en stemning af ædelhed og ægthed og de historiske referencer synes uendelige. Arkitekturen er forfinet til sit yderste og i det hele taget synes alt her, at tale et raffineret internationalt sprog. Et klassicistisk eldorado med dyrkelse af fine arkitekturhistoriske tendenser fra vores europæiske broderlande, hvor specielt de tyske og franske arkitekter synes at stå som forbilleder. Kvarteret er meget turistet, hvilket sætter sine tydelige spor i udbuddet af forretninger og lokalt miljø. Der er ikke mange steder, hvor man lige går ned på hjørnet og får en kop kaffe eller finder appellerende forretninger. Praktisk talt er der ingen. Området giver noget andet. Man kan gå på opdagelse i et arkitekturhistorisk eventyr og man kan blive inspireret i livet af, at se alle turisterne flokkes om at betragte en af landets kulturskatte. En gåtur igennem Frederiksstaden vil for de fleste være en fortælling om noget, der er større end det enkelte menneske. En fortælling om ambitioner og handlekraft, som for mig, er enormt inspirerende.

Frederiksstaden er ganske lille og nok mindre, end de fleste tænker – og lad os en gang for alle slå fast, at bydelen strækker sig inden for rammerne af Bredgades østlige side, Toldbodgade, Esplanaden og den nordlige side af Sankt Annæ Plads. Store Kongensgade og Stræderne ned til Nyhavn har aldrig været en del af denne elitære bydel, om end mange af bygningerne er opført samtidig med Frederiksstaden. Området er ganske lille, ja nærmest bare et kryds i bykortet.

De grundlæggende byplanmæssige og arkitektoniske løsninger, som Frederiksstaden er opført efter, synes universelle – lidt på samme måde, som når man læser Aristoteles’ og Platons betragtninger om den ideelle stat. Mangt og meget, er i sagens natur udviklet og ændret igennem tiden, men ikke få grundteser om rigtigt og forkert synes stadig at gøre sig gældende i vores moderne tid.

Oprindeligt, blev Frederiksstaden opført som et prestigeprojekt for Frederik V, der skulle symbolisere idealet for det enevældige styre og vigtigst af alt, betone kongens fortræffelige sans for kunst og arkitektur. Alle sejl blev sat til og kongens hofbygmester, Niels Eigtved, fik i 1748 til opgave at anlægge Frederiksstaden. Indledningsvis var det ikke tanken, at kongen selv skulle bo i denne bydel, hvilket blot understreger projektets ophøjede idé. Først da det ældste Christiansborg Slot, som var kongens bolig, brændte i 1794 gik tankerne i denne retning.

Efter klassicistiske principper om symmetri og balance, er staden defineret omkring to hovedakser: Amaliegade på langs og Frederiksgade på tværs. Amalienborg Slotsplads er placeret dér, hvor vejene mødes. Dette centrum er ikke uden betydning for det underliggende arkitektoniske manifest. Her centreres magten og her står kongen knejsende på en hest, i form af Jacques-François-Joseph Salys mesterlige statue, klar til at ride ud i verden – i sin egen og nationens storhed.

Kongen var enevældig og det cementerede Frederiksstaden endegyldigt. Magt, rigdom og et moderne velfærdssamfund. Platon og Aristoteles har ikke levet forgæves og efter underfundige hierarkiske principper, blev de omkringliggende boliger opført efter et klart defineret samfundshierarki. Tre samfundsgrupper og tre gesimshøjder! Borgerhusene lå lavest, dernæst de adeliges prægtige palæer og øverst, hævet over menneskeheden stod kirken, hvis himmelstræbende kuppel kastede sin skygge over hele området. Nicolai Eigtved havde store ambitioner om at skabe et arkitektonisk miljø, der i sin syntaks og byggekvalitet var det ypperst tænkelige. Alle bygninger mod gaden skulle være i grundmur. Ligeledes, blev der opstillet strenge regler for udformning af facaderne ligesom bygningshøjderne ud mod de tværgående gader, skulle afstemmes efter en nøje udtænkt plan. Vinduer og taggesimser skulle flugte mens kordongesimsen i bygningernes facade, skulle ligge på lige linje. En regularitet, der gjorde sig særligt gældende i barokken, som sammen med ønsket om enkelhed og symmetri, siden hen blev kendetegn for klassicismens borgerlige arkitektur. Gademiljøet skulle indrettes efter samme principper som smukt interiør i en palæejendom, bygningerne skulle opføres i bedste materialer og Frederiksstaden skulle manifestere sig i den internationale liga.

 

De fleste hjemmesider bruger cookies - og det gør vores også. De fortæller os, hvordan hjemmesiden bliver brugt, så vi kan give dig den bedste oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Du accepterer vores cookies, når du klikker OK.