Ugens Schanck #49

Ib Geertsen - En af mine helte

AF Adam Schnack . Maleriet "Concrete Composition" (1958) Oil on canvas - privat samling

 

Naar jeg staar overfor et tomt hvidt Lærred og skal begynde et nyt Billede, føler jeg den hvide firkantede Flade som en lukket Verden, jeg skal besøge. Det første Skridt i denne Verden er den første Prik Farve, jeg sætter en blaa og hvorfor blaa? Fordi jeg i Øjeblikket er ængstelig for det første Skridt ind i det ukendte. Jeg ønsker min Bevægelse saa ubemærket som muligt, men saa snart Farven er sat, er det  som om jeg genkender noget og ikke mere er ængstelig. Den store hvide Flade med den lille blaa Prik ejer en tilbageholden Kølighed, som jeg kender. Jeg fornemmer, at jeg er den lille Prik i en kølig Verden.” (Ib Geertsen, 1946, upubliceret notat).

Kunsten bevæges af strømninger i form af træk og modtræk. Kontraster og forandring. Kunst, som ikke bevæger sig, kan reduceres til dekoration uden anden mening end umiddelbar æstetisk nydelse. Med en henvisning til John Dewey, så ses samfundets utilfredshed ofte ved mere eller mindre markante reaktioner i kunstverdenen. De første svage rørelser af utilfredshed og den første antydning af en bedre fremtid findes altid i kunstværkerne. Den konservative vil finde den nye frembrusende kunst amoralsk og lavmålt, mens han søger tilbage til datidens æstetiske referenceramme. Det konservative miljø skaber i sagens natur ikke radikale forandringer, men dyrker det traditionelle – det, som tiden har normaliseret og inkorporeret som pænt og ordentligt. Forandring deler vandene, såvel menneskeligt som kunstnerisk.

Kunst handler om følelser, om at blive draget – æstetisk og mentalt, om form og udstrækning – om at lade sig forføre at den mystik, værket frembringer – eller dets iboende ligefremhed. Det er netop denne spontane relation mellem mennesket og det tredje (objektet), der er så central for hele den kunstneriske tradition, som populært kaldes konkret kunst. Tendensen er en modreaktion på det abstrakte. En modreaktion på hele arven efter Platons idélære – idéen om det bagvedliggende ideal, eksempelvis idéen om Skønhed og Godhed. Den konkrete kunst handler om det, der konkret betragtes. Om de følelser, der spontant fremkaldes, og den emotionelle reaktion, der ligefremt udtrækker værkets form. Den form, som er nødvendig for vores perception af det endelige kunstværk. Således konkretiseres den kunstneriske erkendelse. Dens udstrækning bliver dens begrænsning, som gør det muligt at betragte den kunstnerisk. Den konkrete kunst handler om virkeligheden – om det reale, det, vi kan forholde os til, eller som Vilhelm Bjerke Petersen skriver, så er realisme og konkret kunst ganske beslægtede. Den første gengiver virkeligheden, den anden skaber virkeligheden (1956).

Vort mål er at skabe billeder der virker som konkrete symboler. Hermed står vi i absolut modsætning til den opfattelse, der hævder at billedkunstens mål er abstraktion, at kunsten mål er at imitere de bevidsthedsfænomener den dækker, i sin mest exstreme form tolket således at der til rørelse i bevidsthedsfænomenerne ligefrem skulle svare en rørelse i kunstværket. Tilhængere af denne opfattelse mener, at kunstværket skal dække begreber som under- og ubevidsthed, psykologisme, individualisme, subjektivisme. Ubevidst subjektivisme er abstraktionens mål. Vi arbejder, som absolut modsætning hertil, mod at udtrykke en bevidst kollektiv objektivitet.” (Poul L. Andersen, Konkret realisme 1956, Linien 3).

Den konkrete kunst er i hovedreglen konstrueret omkring nogle matematiske figurer eller mere organiske former, der enten i samspil eller hver for sig skaber nogle skarpt adskilte farvefelter. En kunstnerisk tradition, der har rødder i konstruktivistiske kunstretninger som Kasimir Malevichs suprematisme eller Piet Mondrian og Theo van Doesburgs neoplasticisme. Centrale personligheder for den konkrete kunst er også Wassily Kandinsky og Paul Klee, der begge var tilknyttet kunstskolen Bauhaus, grundlagt af arkitekten Walter Gropius i 1919. Et væld af kunstnersammenslutninger, specielt i Rusland, Holland, Frankrig og Tyskland, har alle medvirket til at udvikle denne kunstform i den første halvdel af det 20. århundrede.

”Endelig!”

Konstruktivismen bevægede sig igennem en variation af tendenser og fik for alvor først fodfæste i Danmark med kunstnersammenslutningen Linien II’s udstilling på Den Frie i 1948. Her lanceredes en kompromisløs, rendyrket kunstform, der ikke før havde manifisteret sig så entydigt på den danske kunstscene. Linien II bestod af medlemmerne Helge Jacobsen, Bamse Kragh-Jacobsen, Niels Macholm, Albert Mertz, Kujahn Blask, Henrik Buch, Richard Winther og ikke mindst Ib Geertsen. Flere gæster blev desuden inviteret til at udstille, heriblandt navne som Richard Mortensen, Sonja Ferlov Mancoba og Gunnar Aagaard Andersen foruden en række centrale personligheder fra den konstruktivistiske skole, alle tilknyttet det tidsaktuelle Galerie Denise René i Paris. Med hver sit værk bidrog de til at definere nye tendenser inden for kunsten, og hver i sær udmærkede de sig ved at tale et kunstnerisk sprog, der siden hen skulle vise sig at revolutionere den moderne opfattelse af kunst. I kataloget til udstillingen på Den Fri i 1948 skriver Vilhelm Bjerke Petersen: ”Endelig kom vi dertil at kunne skabe: i frihed, for friheden. (…) Det er for evigt forbi med at skabe billedkunst af religion, politik eller af landskaber eller overhovedet af objekternes ydre funktioner.” Den ”ikke-genstandsmæssige: Konkrete kunst” hyldes, Kandinskys betydning og den skabende kraft i tidens kunstbevægelse hyldes.

Ib Geertsen

En af de mest centrale personer i den danske konstruktivistiske kunst er den autodidakte kunstner Ib Geertsen, der som nævnt også var et af medlemmerne af Linien II. Oprindelig tog han sit kunstneriske afsæt i det klassiske landskabsmaleri og portrætmaleriet, og var i 1930’erne tilknyttet Århusmalerne. Han var tydeligvis inspireret af den franske kunster Paul Cézanne og arbejdede indgående med en ret mørk og afdæmpet farvepalet. Men selv om malerierne var udpræget naturalistiske, holdt han lige fra begyndelsen en streng billedopbygning, hvor komposition og motiv ofte var geometrisk opbygget – en form for tillempet kubisme synes allerede på dette tidspunkt at skinne igennem. Ib Geertsens omgangskreds var stor, og set i bakspejlet var det en fascinerende gruppe af prominente kunsterne, som Richard Mortensen, Ejler Bille, Asger Jorn og Vilhelm Bjerke Petersen, han omgikkes. Specielt Richard Mortensen stod Geertsen nær, og de boede endda lige i nærheden af hinanden, efter at han i 1944 flyttede til Birkerød. De deltes hurtigt om Richard Mortensens abstrakt-ekspressionistiske stil, som var inspireret af den internationale avantgarde, hvor surrealistiske tendenser prægede deres spontane maleri.

I slutningen af 1940’erne ændres stilen imidlertid markant. Ved et trylleslag bliver det fantasifulde, det drømmende og løst koblede udskiftet med en langt mere kontrolleret formgivning. Malingen flyder ikke ud længere på lærredet, og formen bliver klart afgrænset af den objektive verdens erkendelsessfære. Kompositionen struktureres omkring farvefelter og geometrisk ligevægt. Ib Geertsen helliger sig definitivt den konkrete kunst ved den anden Linien II-udstilling i 1948, hvor i særlig grad Dewasnes tilstedeværelse i hans kunstneriske liv er synlig. En rejse, der begyndte tilbage i 1940, stod endelig for at have fundet sit mål i den konstruktive opbygning af maleriet: ” påvirkningen udefra og mine egne krav til et renere billedsprog bragte mig væk fra fablen og over i arbejdet med det genstandsløse billede, hvor den selvstændige form og farve bliver tankernes og følelsernes udtryk.” (Ib Geertsen i Berlingske Tidende 5.5.1979).

Siden har Ib Geertsen været en vigtig figur for udviklingen af den konkrete kunst herhjemme. Han blev inspireret af den europæiske avantgarde, af vennerne, som havde været i Paris, af navnkyndige kunstnere som Victor Vasarely, Jean Dewasne, Serge Poliakoff og Jean Deyrolle. Utrætteligt og kompromisløst har han fastholdt eksperimentet og udviklingen af sit værk indtil sin død i 2009.

Cirkelfirkanen: ”Dråben” – mødet mellem de bugede og de rette linjer

Farve og form vedbliver at være det centrale i Ib Geertsens kunst. I 1950’erne er der mere organiske former i hans konstruktive arbejder, end vi oplever i hans senere værk, hvor linjen og en stringens brug af geometriske former træder tydeligere frem. Det er, som om linjen og formen gøres mere og mere ekstrem – farven som flade udfordres absolut. Tendensen går i retning et rendyrket matematisk formsprog. Spændingen i maleriet består i, at ofte rette linjer kompletterer og fremhæver hinanden i kraft af de farvefelter, de hver i sær definerer. I 1953-54 udvikler Ib Geertsen sin ikoniske dråbeformede figur, der sidenhen skal vise sig at blive helt central for hans værk. I en konstruktivistisk ånd betegner Ib Geertsen selv figuren som en cirkelfirkant. Det lykkes ham at samle de to kontrastprincipper ved at sammensmelte den organisk buede form (cirklen) med de rette linjer (kvadratet). Figuren bliver omdrejningspunkt og bevægelsessensor i store dele af hans fremtidige værk. Overalt dukker dråben op – i hans malerier, hans skulpturer, hans mobiler og i hans installationskunst.

Ib Geertsens metode er at definere fysiske fænomener i kraft af forskelle i farve og komposition, hinsides genstandsverdenen. Væk fra den abstrakte fortolkning. Væk fra det klassisk figurative. Figuren er farve – og farven er en form. En genkendelig takt slås an, hvor farver og former skaber en dynamisk helhed.Jeg vil ved hjælp af fysiske fænomener og processer danne nye realiteter. Min metode er at udvælge de fysiske elementer, der kan give mig en synsoplevelse, med disse kombinerer og skaber jeg, til der opstår nye synsenheder. Hvert synselement og hvert procesforløb må eje en indre spænding, som for mig er en realitet. Disse komplekser, elementer og processer danner sammen mine synsoplevelsers rækkevidde og min aktivering af de fysiske og psykiske funktioner. (Ib Geertsen).

Retningen synes klar i Ib Geertsens kunstneriske udtryk, og i tiden fra 1950’erne til 1960’erne arbejder han mere entydigt frem mod en stil, hvor kontrasterne bliver defineret af retlinjede figurer, lodrette, skrå og vandrette linjer. Den buede form, cirklen og det organiske forsvinder stort set, og fra midten af 1960’erne til hans død fastholdes denne nærmest geometriske stringens. Hvor Ib Geertsen tidligere havde arbejdet med skabeloner og formgivet figurer, bliver værket nu alene kontrast mellem farveflader, defineret af rette linjer i værket – dog med undtagelse af dråbeformen, der fastholdes som et centralt element. Værket bliver standardiseret, og værker produceres i serier med ganske beskedne variationer. Felter forskydes i hinanden, dråber spejles i dråber og farvefelter forskydes rytmisk fra hinanden.

Selv synes jeg, at Ib Geertsens tidlige konkrete periode (1950’erne) med dens uforudsigelighed, dens organiske bevægelse og samspillet mellem de bløde og hårde former er særlig enestående. Med sjælden fin fornemmelse for form, farve og bevægelse fastslog han i denne periode væsentligheden af sit værk. Den senere konsekvente brug af rette linjer hænger måske sammen med hans omfattende udsmykningsarbejder af offentlige rum, hospitaler og institutioner. Farven overskygger form og bevægelse i værkerne. Når vi skal betragte og vurdere Ib Geerstens værk, er det således ikke tilstrækkeligt at se ham i én periode, men helt afgørende, at hans udvikling fra det nærmest surrealistiske maleri i slutningen af 1940’erne over den mere organiske formgivning, der indleder hans konstruktivistiske periode, til de sene arbejder betragtes som et samlet forløb – alt sammen i en utrættelig bestræbelse på at bringe form og farve i indbyrdes bevægelse.

I mine billeder arbejder jeg først og fremmest med linien, farven og formen. Rummeligheden opnår jeg ved hjælp af farven. En dag trak jeg linien ud af billedet, gjorde den plastisk og brugte den til bevægelige skulpturer – mobilerne. En mobile er jo i begyndelsen en tegning af stål og tråd. Gennem nogle arkitektvenner fik jeg det gode råd at  arbejde i sektioner. Det gjorde arbejdet nemmere og mere frit. Hovedelementerne er den lige linie, cirklen og kvadraten, de kan udover at symbolisere livet og døden, symbolisere alt muligt andet, men jeg laver ikke symboler snarere geometriske ting, der fortæller noget poetisk om bevægelse og linier” (Ib Geertsen, i Lone Dueholm ”Livet handler om, at vi skal udvikle os til hele mennesker”, Weekend, 28. august 1982).

1950’erne bliver også det årti, hvor Ib Geertsen inddrager et nyt medie i sit værk – den bevægelige skulptur. Optakten så vi i Geertsens vidunderlige organiske figurer med tydelige referencer til Hans Arps figurative univers. Senere medvirkede inspirationerne fra Miro og ikke mindst Alexander Calders spontane og surrealistiske univers til, at figuren blev bevægelig. Ib Geertsen inddrog et særligt tredimensionelt konstruktivistisk formsprog i sin kunst, hvor form og farve bringes i indbyrdes bevægelse, og mens Alexander Calders mobiler tager sit afsæt i det spontane og surrealistiske, fastholder Ib Geertsen ideen om et stramt konstruktivistisk formsprog: ”jeg gør mobilen konkret og arbejder med modsætningerne mellem det runde og det lige. Laver afbalancerede enheder, som er skulpturer i sig selv. Disse enheder kæder jeg sammen til bevægelige skulpturer, som er én lang linie.” (Ib Geertsen, i ”Skitser til MOBILER”, Finn Terman Frederiksen, 1981).

Mobilen er ved sin fysiske bevægelighed i konstant forandring. Den leger med vores sanser og tvinger os som iagttagere til at omstille blikket. Formen ændrer form og farven ændrer farve på grund af skiftende skygger. De bevægelige kunstværker skaber foranderlige rum, og udstrækningen mellem form og farve forvandles fra at være illusorisk i maleriet til at blive konkret og ligefremt i mobilerne. ”Skulpturen måtte for alt i verdenen frigøres fra soklen. Den var i mine øjne ikke en statue, men et levende væsen.” (Ib Geertsen, i ”Farve, form, balance”, Finn Terman Frederiksen, 2000). Skulpturer og i særlig grad de bevægelige skulpturer bliver en betydningsfuld del af Ib Geertsens kunstneriske arbejde og repræsenterer efter min mening den dag i dag noget af det absolut fineste fra tiden.

Ib Geertsen var gennem hele sit virke yderst produktiv og udviklede konstant sit kunstneriske arbejde. Form, farve og bevægelighed antog stadig nye facetter.  Vi, der dagligt finder inspiration og livsglæde i hans værk, må være taknemmelige. Og alle, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med hans kunst, kan se frem til en æstetisk oplevelse – en palet, et rum af farve, form og bevægelse, som altid virker betagende.




De fleste hjemmesider bruger cookies - og det gør vores også. De fortæller os, hvordan hjemmesiden bliver brugt, så vi kan give dig den bedste oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Du accepterer vores cookies, når du klikker OK.