Ugens Schnack #36

Philip De Langes ikoniske magasinbygninger

AF Adam Schnack

Landets førende arkitekter har til alle tider stået bag Holmens byggerier, og store dele af den oprindelige bygningsmasse bevares i dag som fredede nationalskatte. Forsvaret er godt nok for længst flyttet til andre egne af landet (1993), så bygningerne anvendes nu til andre formål, eksempelvis har Arkitektskolen, Filmskolen og Teaterskolen fået til huse her, omend et af de mest storslåede byggerier på Holmen - og vel sagtens også ét af det mest debatterede - formodentligt er Operaen, der siden 2005 har forlænget den tværgående akse (Amalienborgaksen) i Kong Frederik V’s præstigeprojekt Frederiksstaden fra 1749.

Langs med Takkeloftsgraven, der ligger øst for Operaen er de gamle ikoniske magasinbygninger på hver 140 meter beliggende, midt imellem Frederiksholm og Dokøen. Søndre og Nordre Magasinbygning blev opført da Kong Christian VII sad på tronen, og virkede i en lang årrække som hovedmagasin for flåden og for skibenes takkelage (udstyr som bomme master, tovværk m.v.). Dette mesterlige bygningsværk blev tegnet af den hollandsk fødte arkitekt, Philip de Lange (1704-66), der ud over sine mange monumentale bygningsværker på Holmen, bl.a. Hovedvagten (1745) og Frederiks Bastion (1746) også har formgivet det smukke palæ på Gl. Strand 48 (1751), som i dag huser Kunstforeningen og Fyrtårnet i Skagen (1747).

De oprindelige bygninger fra 1772 blev opført i to etager, men sidenhen er der bygget en etage til, og i dag er de endeligt ombygget til mondæne rækkehuse, i tre plan. Alt udført i eksklusive materialer og i inderlig respekt for Philip de Langes oprindelige arkitektoniske udtryk. For mig, består Philip De Langes ikoniske magasinbygninger mellem Frederiksholm og Dokøen som en af de skønneste rækkehusbebyggelser, som alle ligger ud til havnefronten og har det smukke København som bagvedliggende kulisse. 

De fleste hjemmesider bruger cookies - og det gør vores også. De fortæller os, hvordan hjemmesiden bliver brugt, så vi kan give dig den bedste oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Du accepterer vores cookies, når du klikker OK.