Ugens Schnack #33

John Kørner: Problemerne flyder i alle rum af samtiden

AF Adam Schnack

Jeg havde fornøjelsen af at se John Kørners helt enestående udstilling i Charlottenborg Kunsthal – Altid mange problemer. Endnu engang formår John Kørner at placere sin kunst i en samtidsrelevant og poetisk referenceramme, som gør ham til en af nutidens mest interessante danske kunstnere. 

I konstant bevægelighed placerer John Kørner sig centralt i samtidskunsten med sine værker, hvor mening og indsigt opnås i feltet mellem farver og former. Gennem koblinger af naive objekter og abstrakte referencer til en ikke abstrakt virkelighed åbenbares hverdagens dramatiske hændelser, der ofte virker helt uvirkelige. Jeg har tidligere mødt John Kørner til en uformel samtale om samtidskunst, maleriet som medie for historiefortælling, og hvordan krig og prostitution kan blive stor kunst.

John Kørner har kunstnerisk defineret et poetisk rum, som placerer sig i brydningen mellem kunsthistoriens klassiske landskabsmaleri, samtidskunsten, det debatterende politiske miljø og åbningen ud til en socialrealistisk virkelighed. På afstand vil de fleste betragte værkernes smukke æstetiske kompositioner, hvor farver flyder sammen og former af noget umiddelbart nærværende træder frem. Tillader vi os at lade blikke trænge igennem lærredets blotte lag af farver, drages man uvilkårligt ind i et spektakulært meningsskabende univers, hvor de sarte koblinger mellem farvernes tilblivelse og fravær skaber et magisk rum af fortolkning af vores eksistentielle tilstedeværelse. Hvordan vil vi gerne leve i verden som mennesker? Hvordan tager vi ansvar? Hvordan skaber vi mening? Mening for hvem?

I guldalderens perfektionerede realisme var målet at genskabe et motiv af virkelighedens øjeblik. Et glimt af en poetisk narrativt fortolket virkelighed, hvor maleriets kompositoriske virkemidler bestod i at mestre lys og motivets detaljerigdom. Virkeligheden blev trukket ind i en form, hvor skønhed var følelsen af en realistisk tilstedeværelse. John Kørner er tydeligvis inspireret af perioden, men hans fortællinger er ikke ligefremme i deres indhold eller fuldendte i deres balance mellem en begyndelse og en afklarende afslutning. I sine malerier fortolker han hverdagens fortællinger så indtrængende, at han tillader det ukendte at være fraværende, og det fraværende at blive bekendt. Han sætter os fast i en skruetvinge, hvor længslen efter selvopfyldende banaliteter vil forblive evigt uforløst, og vi tvinges til at forholde os til maleriets underliggende mening. Vi slippes først løs, når vi tør frigive vores tanker og stiller os ansigt til ansigt med de valg og fravalg, der definerer vores samfund. Tanken er formløs, og sproget er poetisk, men hensigten er ikke til at tage fejl af. Vi skal stille spørgsmål ved vores egen selvopfattelse, som sociale. Vi har pligter og vi bærer alle et stort ansvar.

John Kørner bekender sig ikke kun som en politisk kunstner, men understreger, at værkernes politiske undertoner er centrale. Værket bliver medie for fortolkning af en aktuel, ofte politisk funderet dagsorden, men maleriet, som isoleret værk, er det bærende element. ”Det er det altafgørende! Værket skal stå alene uden min fortolkende tekst. Sproget i maleriet er baseret på at skildre noget politisk, kulturelt eller filosofisk, og det skal supplere, men må aldrig overskygge værkets fremtræden som kunst.

Der trækkes en linje mellem meningsløs kunst og meningsfuld kunst. Det er ikke tilstrækkeligt meningsskabende blot at smadre noget for at smadre det – bare fordi man kan. Og en farve kan ikke stå alene, bare fordi den er smuk. Derved flyttes John Kørners værker fra den dekorative kunst, der ligefremt tilfredsstiller vores behov for æstetisk velbehag. Et kunstsprog, der herhjemme for alvor blev artikuleret med Linien II i slutningen af 1940’erne, hvor den konkrete kunsts formsprog definerede sig omkring kunstnere som Richard Mortensen, Ib Geertsen, Ole Schwalbe, Paul Gadegaard m.fl. Den konkrete kunst kan man med rimelighed og respekt iagttage uden at tillægge den et abstrakt univers af underliggende mening. Hér er det farvernes indbyrdes balance og brydningsflader, der skaber værket.

At tillægge værket en dybere hensigt vil som hovedregel være en overfortolkning af kunstnerens hensigt. Den konkrete kunsts formsprog er netop smukt, fordi det er ligefremt i sin æstetik.

For John Kørners kunst gælder det, at værket ligger lige under farverne og formernes overflade. Meningen ligger under malingen. Mellem linjerne. Mellem det, øjet kan iagttage, og det, som beskueren kan fortolke. Det er i dette spændingsfelt, det dramatiske opstår, og det er netop det dramatiske, der er så bjergtagende ved John Kørners kunstprojekter. ”Disse projekter kræver en masse overvejelser. Det kunsthistoriske kan godt en gang imellem spænde ben. Det, at den skal være nyskabende. Et ønske om, at kunsten skal være sensationel og nyskabende. Både i forhold til den samtidige kunst, og sin egen. Og samtidig de stærke politiske temaer, der også skal håndteres meget følsomt. Eksempelvis er det ikke nøgne kvinder, der vises, men kun antydninger. Netop derved bliver det dramatisk. Meget dramatisk.” Det bliver fraværet, der skaber nærværet, og det dramatiske opstår dér, hvor vores umiddelbare velbehagfølelse voldtages og tvinges ind i samtidens upolerede virkelighed. Dér, hvor åndedrættet giver smerte og synet blændes af distance og afmagt. Henrik er omkommet i krigen i Afghanistan. Titlen på værket er ”Henrik”, men vi ser ikke Henrik. Vi ser en abstraktion af en soldat, der er faldet. En ikonisk vandpumpe skyller vand ud over soldatens ansigtsløse hoved. Motivet er ren fiktion, fordi vi aldrig har set et billede af Henrik, som falden soldat. Det findes ikke. Maleriet er øjensynligt ekstremt dramatisk, men vi forløses ikke med nærbilleder af et offer. Der er intet blod og ingen åbne sår. Men vi er ikke i tvivl. Vi bliver følelsesmæssigt involveret. Distancen skaber nærværet.

Brugen af fysiske objekter sættes ofte i kontrast til det abstrakte univers i John Kørners malerier. Der opstilles et dualistisk spændingsfelt mellem et ofte naivt udtryk af et objekt omkranset af et ufortolket abstrakt rum. ”Det er noget, jeg går meget op i. Ofte er malerier meget stringente og symbolske. Vandpumpen er nødt til at være så stringent, deri at det stringente skal følge de mere abstrakte former. Jeg tillægger de forskellige områder lige stor værdi. Det er ikke nogen vandpumpe. Det er maling! Det bliver jo aldrig en vandpumpe… Det er jo en malet vandpumpe. Jeg er bevidst om, at der er mere fokus på vandpumpen end på resten af billedet. Vandpumpen har tilnærmet sig en større værdi end det diffuse niveau i maleriet. Der er tale om en lille revolution i maleriet. Så alting er jo bare en form. Så jeg tillægger hver lille form lige så stor værdi som noget genkendeligt.”

På et andet maleri ligger en kvinde omkranset af to mænd, måske soldater. Den ene pumper vand ud over kvinden. Det er som om at den anden vasker hende. Eller holder han hende nede? Hun ligger ned. De står op. De fleste voldtægter foregår i øvrigt stående. Han er bøjet hen over hende. Han arbejder med hende. Hun ligger i vand. Vandpumpen gøres central. Vandpumpen bliver det fortolkende centrum i maleriet, og herfra flyder dramatiske farvekompositioner med sort og hvid som skalaens yderpunkter. Som iagttagere drages vi ind i et brutalt øjebliksbillede under konstant forvandling.

Vi sidder begge med benene over kors på et bord midt i hans atelier. Han fortæller mig om en tur han lige har haft med sin familie til Indien. Tydeligvis en fantastisk oplevelse, hvor de undervejs faldt ind og ud af nye sociale relationer. De var afsted for at møde verdenen, for at se andre mennesker i øjnene og blive klogere på deres virkelighed. Jeg spurgte ind til, hvordan et sådan møde med fremmede kulturer og andre traditioner og livsopfattelser påvirker kunstneren John Kørner: ”Hvis man vil agerer og være samtidig, må man tage den fulde pakke. Så kan man ikke sidde og klø sig i nakken og male landskabsmalerier hele livet. Jeg kan enormt godt lide mennesker, og det er vigtigt for mig at skildre mennesker i min kunst.” John Kørner bevæges af menneskers historier og de fortællinger, der placerer dem i samfundet. Et gennemgående træk i hele hans kunstneriske univers er således også at forbinde mennesker med skyggebillederne af deres egen identitet og tvinge os til at gå i dialog med vores værdier og fordomme. Også på tværs af kulturer. Problemet som begreb, og som abstrakt følgesvend i vores moderne tilstedeværelse, stilles i centrum i hans kunst. Problemet træder frem som værkets omdrejningspunkt og som den drivkraft, der flytter det fra den dekorative kunsts behagelighed til at stå som et centralt oplyst fæstningspunkt i forståelsen af og refleksionen over vores moderne kulturs socialkonstruerede selvopfattelse. ”Rent kunstnerisk har jeg skabt et abstrakt udtryk, hvor jeg arbejder med problemer, og det er noget, jeg har forsøgt at skabe mig et billede af igennem ti år. Det er sådan en underlig samfundsrelateret problematik, som optog mig for nogle år siden. Hvad vil det egentlig sige, at noget er problematisk. For det klinger jo ikke med den samfundsorden, vi har. Når noget er problematisk, er det noget negativt, men der har jeg kunstnerisk forsøgt at benytte mig af det i forskellige henseender, både i maleri og skulpturelt. Problemet må godt stå spændt ud, det behøver ikke at blive afklaret. Soldaterne skal ikke nødvendigvis reddes, men jeg forsøger at lave stor kunst ud af hele problemstillingen.

 

De fleste hjemmesider bruger cookies - og det gør vores også. De fortæller os, hvordan hjemmesiden bliver brugt, så vi kan give dig den bedste oplevelse, når du besøger vores hjemmeside. Du accepterer vores cookies, når du klikker OK.